Ifølge de seneste oplysninger fra elektronikproducenterne i fjernøsten vil Apples næste iPhone - iPhone 7 - blive helt vandtæt og støvtæt samt få en anden type hjem-knap.

Den eksisterende iPhone er delvist vandtæt, dog uden at det er noget Apple reklamerer med. Test viser dog, at den kan ligge i en skål vand i 20-30 minutter uden at tage skade. Da Apple som sagt ikke reklamerer med det, er det dog ikke noget man skal teste derhjemme, da eventuelle skader ikke vil være dækket af garantien. I øjeblikket er Apple Watch det eneste Apple-produkt der er certificeret vandtæt. De nye oplysninger omkring vandtætheden af iPhone 7 er i virkeligheden slet ikke nye. Vi har i hvert fald hørt det tidligere fra flere andre kilder. Efterhånden er der så mange forskellige kilder til dette, at vi godt kan begynde at regne med det.

Hvad angår hjem-knappen har der været lidt forskellige rygter gennem tiden. Lige fra at Apple helt vil droppe den, til at den vil rykke om på bagsiden eller at der intet vil ske, da den er iPhonens signatur. De nye oplysninger peger dog i retning af, at hjem-knappen bliver af touch-typen, det vil sige at den ikke er en mekaniske knap der kan trykkes fysisk ned, men har en berøringsfølsom flade ala iPhonens skærm. Formodentligt med 3D touch-funktionalitet, så en vibration angiver at knappen er blevet trykket på. En af årsagerne til at den mekaniske knap forsvinder er at iPhonen derved kan blive tyndere. Oplysningerne peger på 6,1 mm som iPod touch.

Så sent som i går var der rygter om at Apple ville droppe hjem-knappen helt, og i stedet integrere fingeraftrykssensoren direkte i skærmen på iPhonen. Det var dog først i den iPhone, der kommer næste år. Det kunne derfor sagtens give mening, at Apple i år vælger en mellemløsning. Formodentligt også for at kunne gøre rammen i bunden (og dermed også toppen, da de er symmetriske) mindre. Da hjem-knappen er ikonisk for iPhonen, er det dog givetvis noget af et dilemma for Apple at få det løst på den helt rigtige måde.

Holder Apple sig til deres sædvanlige lanceringstidspunkt, kan vi forvente en ny iPhone en gang i september eller oktober.