Der er rygter om ar Apple vil lancere en betalingstjeneste hvor iPhone-brugere kan sende penge til andre brugere via Apples eget økosystem. Det kunne være en mor der sender lommepenge til sin søn eller en gruppe studerende der samlet ind til en gave og sender pengene via deres iPhones.

I princippet er det samme type "person til person"-overførsler som vi kender det fra eksempelvis Danske Banks MobilePay bare i regi af Apple Pay.

Der er dog en væsentligt forskel på Apples planer og MobilePay. Apple vil nemlig indgå et samarbejde med Visa og udstede egne digitale Visa-kort som er integreret i folks iPhones. Det vil sige at når sønnike får sine lommepenge fra mor, så er de koblet til et Visa debitkort så han kan betale i butikkerne med sin iPhone. Pengene indsættes og hæves altså på det digitale Visa-kort, og ikke ens almindelige kort eller konto. Det skulle - i hvert fald i USA - gøre løsningen meget hurtigere så man ikke skal vente på at overførslen cleares i det normale banksystem. I princippet behøver man ikke engang være i systemet eller have en bankkonto.

Netop brugen af Visa-kort uden om bankerne har fået flere af de amerikanske banker til at blive nervøse for deres indtjening. De frygter at folk fremover i første omgang vil bruge Apples Visa når der skal købes ind, mens bankernes egne kort bliver sekundære. Ifølge en kilde har flere bankerne tænkt sig at drøfte sagen med Visa i denne uge på Visas årlige møde med bankerne.

Det skal understreges at der ikke er meldt noget officielt ud. Kilderne er da også uenige om, hvor langt Apple er nået med projektet. Nogle mener at det er tæt på offentliggørelse andre at der er lang vej endnu.