Ifølge Digitimes er Apple i gang med at gøre klar til en MacBook Pro med ultra høj opløsning. Opløsningen vil være 2.880 x 1.800, hvilket lige præcis er en firedobling af den nuværende standardopløsning på 15" MacBook Pro, som er 1.440 x 900. Ved at fordoble opløsningen i begge retninger gør Apple det nemt at skalere software fra den "lave" til den høje opløsning.

Apple har allerede indbygget retina-understøtetlse i OS X Lion, hvor de grafiske elementer som menuer, knapper etc. ikke har én fast størrelse i pixels, men kan fås i to størrelser, hvor den ene er fire gange så stor som den anden (dobbelt så stor på hver led). Dette er meget væsentligt på skærme med meget høj opløsning. Hvis et element har en fast størrelse, vil det blive gradvist mindre når opløsningen stiger. På et tidspunkt vil for eksempel tekst blive så småt, at det er ulæseligt. Ved at øge størrelsen til det firedobbelte, vil et element på en skærm med fire gange så stor opløsning være nøjagtigt lige så stort, men fire gange så detaljeret.

Digitimes forventer, at Apple vil sende retina-MacBooken på gaden i andet kvartal næste år. Det skal man dog som altid tage med et stort gran salt.