Skal man tro Mobilsiden, vil iPhone 5 ikke kunne gå på de danske LTE-netværk fra dag 1. Det er angiveligt softwareproblemer, der gør, at iPhone 5 ikke kan spille sammen med den danske LTE-frekvens. Historien melder så ikke noget om, hvorfor Tyskerne godt kan gå på LTE-netværket, da det kører med den samme frekvens som det danske (1800 MHz).

Da Apple præsenterede iPhone 5 blev der gjort meget ud af nævne alle de operatører, der understøttede LTE. Noget kunne altså tyde på, at der kræves et eller andet samspil mellem operatør og Apple for at det hele spiller sammen, og at det ikke bare virker ud af boksen. Måske er setuppet i det danske netværk sådan, at det ikke umiddelbart understøttes af Apples software.

Telias test viser, at der ikke er hul igennem til LTE

iPhoneguide har været i kontakt med Telias salgsdirektør Michael Bech, der uddyber problemstillingen efter at have testet iPhone 5 i det danske net. Forud for lanceringen af en iPhone, får operatørerne telefonen til test, og melder tilbage til Apple i forhold til operatørindstillinger - altså om iPhonen virker som den skal. Telias test viser, at det gør den ikke.

LTE er et rent datanetværk, det vil sige uden tale, så for at man skal kunne bruge sin telefon til at tale i, mens man er på 4G-netværket, skal der installeres nogle kredsløb i LTE-netværket, så talen kan falde over på 3G (eller 2G). Telia har som det eneste selskab i Skandinavien allerede installeret disse kredsløb, og alt burde sådan set være i den skønneste orden. Det er det bare ikke. De iPhones Telia har modtaget til test har på en eller anden måde fået lukket for LTE-radiodelen. Det er altså ikke et problem, der ligger i Telias danske netværk, der faktisk er det eneste i Skandinavien, der understøtter iPhone 5. Problemet ligger heller ikke i iPhonens hardware. Det er alene et softwareproblem - og noget kunne tyde på, at det er bevidst fra Apples side.

Virker fint i Tyskland - kunne tyde på problemet med samspillet

For så vidt jeg har kunnet finde ud af, så virker iPhone 5 fint på det tyske LTE-netværk ved samme frekvens som bruges hos Telia. Noget kunne altså tyde på, at det er samspillet mellem LTE-netværk og iPhone, der individuelt skal tilpasses hos hver operatør og godkendes af Apple, før de åbner for LTE-delen. Det vil sige, at selvom iPhone 5 understøtter Telias LTE-netværk, så virker det først, når Apple åbner for muligheden.

Man kan jo håbe på, at Telias tilbagemeldinger til Apple er nok til, at problemet bliver løst. Det er vel netop derfor, at Telia overhovedet lavet disse tests. Ifølge Michael Bech forventer Apple, at der vil komme en opdatering inden for 4-8 uger.

iPhoneguide har kontaktet Apple for en kommentar, og afventer deres svar.