I december sidste år kom det frem, at den populære producent at fitnesstrackere Fidbit havde købt smartursproducenten Pebble. Eller rettere sagt overtaget deres software og intellektuelle rettigheder. Al planlagt ny hardware blev droppet, og Fidbit oplyste at de ingen planer havde om at lancere nye Pebble-ure eller at holde liv i de eksisterende tjenester. Det efterlod eksisterende Pebble-brugre i uvished, da en del af urets funktionalitet er hængt op på cloud-tjenester.

Nu har Pebble udsendt en ny - og måske endegyldig - softwareopdatering, der skal sikre at eksisterende ure blive ved med at virke, når der lukkes og slukkes for Pebbles online-tjenester.

Opdateringen fjerner alle afhængigheder af Pebbles cloud-tjenester så uret ikke går i sort, når serverne tages offline. Derudover indføres en ny metode, så brugerne fremover selv kan lægge apps ind på uret uden om Pebbles kontrol. Alle tænkelige situationer, hvor uret hidtil har været afhængig af kontakt til en server, for eksempel til godkendelse af nye apps, er blevet gennemgået. Enten er der fundet et alternativ eller også er funktionen blevet fjernet, så den i hvert fald ikke blokerer for urets generelle funktionalitet. Det gælder eksempelvis funktionen til indsamling af sundhedsdata, der er blevet fjernet.

Du kan installere opdateringen via App Store.

Der er i øvrigt et open source-initiativ på vej kaldet Rebble. De er ved at udvikle en alternativ firmware til Pebble urene, som man kan bruge når Pebble trækker sig.