Den nye Apple TV kommer med et helt nyt styresystem, som Apple kalder tvOS. Har man en gammel Apple TV-enhed, skal man dog ikke sætte næsen op efter, at kunne få del i tvOS. Apple har ikke oplyst det officielt, men den beta af tvOS, der er blevet frigivet understøtter kun den nye 4. generation af Apple TV.

Det betyder også, at de gamle enheder heller ikke vil understøtte Apple Music eller de nye Siri-funktioner. Apple har ganske enkel trukket en streg i sandet og er startet på en frisk uden skelen til de gamle enheder. Ikke så mærkeligt når man kigger på hvilken hardware de er bestykket med. Apple har ikke opdateret Apple TV i flere år, så den næstnyeste (3. generation) er i dag håbløs forældet rent hardwaremæssigt, hvis den skal kunne afvikle osTV.

At Apple ikke har understøttelse med i den første beta, er selvfølgelig ikke nødvendigvis en endelig dom så længe der ikke er meldt officielt ud, men sandsynligheden for at det bliver ændret er nok ikke ret stor.

Den nye Apple TV vil kune købes fra slutningen af oktober. Der er endnu ikke meldt nogle danske priser ud, men i USA vil den koste $149 (32GB) og $199 (64GB).