Da Apple lancerede den nye Apple TV 4 og tvOS sidste år, var den tidligere mulighed for at bruge et BlueTooth-tastatur blevet pillet væk. Den gode nyhed er at det nu igen er muligt. Apple har nemlig opdateret TV OS til version 9.2. Den dårlige nyhed er, at vi skal vente lidt endnu, for opdateringen er kun i beta. Den officielle frigivelse sker først senere. Måske om en måneds tid.

Blandt nyhederne i tvOS 9.2 er altså understøttelse af eksternt tastatur, hvilket gør enheden en del nemmere at arbejde med, da den indbyggede funktion til at skrive med via controlleren ikke er den nemmeste.

Af andre nyheder kan nævnes, at man man nu kan organisere apps i mapper som på de mobile iOS-enheder. MapKit understøttes nu også, hvilket betyder at udviklere kan lave apps med kort-funktionalitet. App -skifteren har desuden fået nyt udseende, og Siri har fået understøttelse af flere lokale varianter af engelsk, fransk og spansk. Sidst men ikke mindst er der kommet understøttelse af Podcast.

Som sagt er det en betaudgave, så man skal være registeret udvikler for at kunne opdatere. Opdateringen skal desuden ske via et kabel og brug af iTunes.