Forskere fra University of California, Berkeley har udviklet et apparat, der ved hjælp af en iPhone kan analysere blodprøver for parasitter. Apparatet er et videomikroskop målrettet lande, hvor midlerne til sundhedsudstyr er små, og forventes at kunne gøre en stor forskel i eksempelvis Afrika.

Apparatet består af et 3D-printet hus, et Arduini-board med BlueTooth og LED-lys samt altså en iPhone. Via iPhonens kamera filmes en blodprøve, og den tilhørende app vil inden for 4-5 sekunder kunne afgøre om der er parasitter i blodet.

CellScope, som det hedder, er målrettet behandling af de parasitter, der forårsager flodblindhed og elefantiasis. De er relativt nemme at behandle og prisen på medicin er heller ikke en hindring. Problemet er, at medicinen kan have voldsomme bivirkninger, hvis man samtidig er inficeret af en tredje parasit. Derfor er en korrekt diagnose nødvendig inden man starter en behandling. Noget der i dag ikke er mulighed for i felten, da det kræver mikroskoper og manuel tælling af parasitter i blodet. Det vil det iPhone-baserede videomikroskop lave om på. Det vil gøre det nemt, hurtigt og billigt, at analysere blodet for parasitter.

Læs mere hos UC Berkeley: newscenter.berkeley.edu