På Apples nyeste MacBook, der blev lanceret i mandags, er der kun en enkelt port. Det er af den ny USB-C type der er fremtidens USB-standard og snart vil være at finde på alle nye enheder som erstatning for det gamle USB-stik vi alle kender.

Apples valg er interessant af en særlig grund. Ikke så meget fordi der kun er én port på MacBook'en eller fordi Apple har valgt som en af de første at satse på USB-C. Det interessante er, at også opladningen skal foregå via USB-C og at Apple derfor har droppet deres proprietære MagSafe-port, der ellers sidder på alle deres andre bærbare computere.

Det er to ting, der gør det interessant. For det første fordi MagSafe-porten bruger en magnetisk fastgørelse af kablet. Derved ryger det automatisk ud, hvis man snubler i ledningen, så ikke hele computeren ryger på gulvet. Af den grund er MagSafe den klart bedste og mest gennemtænke løsning på markedet til opladning. Apples valg af USB-C er derfor en ringere løsning. For det andet fordi Apple nu opgiver den strenge kontrol over opladningen, ved at vælge at benytte et standard-stik. Det er helt nyt, da Apple både på deres computere og iOS-enheder har insisteret på at bruge deres egne stik. Apple opgiver altså kontrollen over MacBook'ens opladning.

Hvad betyder det for os?

Hvad betyder det for os kunder? Vi mister selvfølgelig markedets bedste opladerstik. Til gengæld får vi så mange andre fordele, at det rigeligt kompenserer for dette.

Ved at benytte en standard bliver det pludselig muligt at anvende de tredjeparts-opladere og eksterne batteriløsninger, der snart bliver hyldevarer. Vi får altså en bredere udbud af opladningstilbehør, vi ikke før har haft tilgang til. Bliver samme port indført på iPhonen, vil vi fremover kunne oplade alle vores Apple-enheder med samme ene type oplader og kabel, og tilmed samme type som alle andre nye computer bruger. Det er nye toner fra Apple.

Ud over selve opladningen kan porten bruges til forskellige typer dataoverførsel og fungere som eksempelvis HDMI-port. Flere ting vil kræve en adaptor - i hvert fald her i starten - men efterhånden vil USB-C blive standard og udstyret vil kunne tilsluttes umiddelbart. Det vil blive en kæmpe fordel for alle, hvis man kan nøjes med en type stik og en type kabel uanset om man vil tilslutte en skærm, en printer, et eksternt drev eller vil oplade sin enhed. Enkelthed er vejen frem.

At MacBook'en kun har én port, er vi slet ikke kommet ind på. Det vil uden tvivl blive kritiseret af folk der har behov for at tilslutte masser af ekstraudstyr, men uanset hvordan man vender og drejer det, er det den vej fremtiden går. Dataoverførsel bliver i højere og højere grad trådløs, og den nye MacBook er i den henseende et glimt af fremtiden. Ikke alle er klar til det i dag, men den nye MacBook er et tilbud til de, der er klar og ønsker at gå foran. Firstmovers er et fortærsket udtryk, men i denne sammenhæng kan man godt bruge det, for det er radikalt, at Apple nøjes med en enkelt port. Til alle andre, har Apple flere MacBook's i sortimentet med masse af porte af alle slags.