Apple har lanceret et nyt JavaScript-baseret API kaldet LivePhotosKit. Med LivePhotosKit kan du indlejre (embed) Live Photos taget med iPhone 6s eller nyere direkte på din hjemmeside. Det vil sige bevare det levende i billedet, så det ikke bare er et stillbillede.

Live Photos blev introduceret i 2015 sammen med iPhone 6s og ideen er at der optages en lille video 1,5 sekund før og efter man tager det normale stillbillede. Efterfølgende kan man ved at trykke på billedet få afspillet bevægelsen og lyden.

Hidtil har det været meget begrænset hvor man har kunnet dele disse billeder uden for Apples økosystem. Men med LivePhotosKit kan alle der har en hjemmeside nu inlejre Live Photos så de kan ses direkte i browseren på alle platforme.

På iOS understøttes Safari og Chrome og på Mac desuden Firefox. På Windows understøttes Chrome, Firefox, Edge og Internet Explorer 11. På Android er det kun Chrome der understøttes og Apple gør opmærksom på at ydelsen kan variere. Formodentlig fordi der findes en del Android-enheder med ringe specifikationer.

Du finder LivePhotosKit her: developer.apple.com/reference/livephotoskitjs/