Dansk Supermarked, der står bag Bilka, Føtex, Salling og Netto, har indledt et samarbejde med Danske Bank, så man fra i dag kan benytte iPhonen til at betale med. Det sker via Danske Banks MobilePay, og gælder i første omgang kun i Starbucks-kaffebarerne i Bilka og Salling.

Dansk Supermarked forventer dog at mobiltelefonen på sigt bliver helt central i betalingen i såvel deres butikker som online. Frem for at se tiden an, har de besluttet at komme i gang med at få erfaringer, hvilket altså sker i kaffebarerne med MobilePay. At det også bliver den mulighed der bliver indført i kasselinjen er dog langt fra sikkert. I øjeblikket vurderer man forskellige løsninger, der skal forenkle betalingen.

Danske Bank forventer, at mindst 2.000 erhvervsdrivende vil kunne tilbyde MobilePay-betaling inden årets udgang.