Apples gamle drøm om at danne et teleselskab ser ud til snart at blive virkelighed. Ifølge Business Insider er Apple lige nu i gang med forhandlinger i både USA og Europa. I USA er der konkrete tests i gang, mens Apple i Europa kun lige er startet med de indledende forhandlinger.

Ideen er, at Apple blive et teleselskab uden eget netværk. I stedet vil Apple købe adgang hos de selskaber, der har netværket. Dette er allerede meget udbredt. Alle de danske lavprisoperatører opererer eksempelvis på denne måde. Der er altså som sådan ikke umiddelbart noget nyskabende over Apples planer.

Og så alligevel. Det nye er selvfølgelig at Apple vil komme til at stå for alt lige fra produktion af hardware og software til selve telefonabonnementet og de tjenester, der er forbundet hermed. Det vigtigste er, at Apple får fuld kontrol over brugeroplevelsen, så teleselskaberne ikke længere kan blokere for Apples ideer.

I dag er Apples "visual voicemail" eksempelvis ikke nået ud til alle teleselskaber. I USA er der også forskellige begrænsinger for internetdeling etc. Det giver en uensartet oplevelser for kunderne alt efter hvilket teleselskab man har. Det kan Apple komme fulstændigt ud over ved at overtage teleselskabets rolle.

Ifølge oplysningerne er det dog ikke lige på trapperne. Tidshorisonten for en udrulning er omkring 5 år, mener folk med indsigt i Apples planer.