I 2016 købte Nokia den lille franske producent af fitnesstrackere, Withings, for et milliardbeløb. Det skete for at komme ind på det lukrative marked for digitale sundhedsprodukter.

Købet af Withings har ikke været en succes og i efteråret nedskrev Nokia værdien af sundhedssatsningen med mere end 1 milliard kroner. I denne uge har Nokia så meddelt, at de giver helt op og istedet forsøger at sælge Withings tilbage til firmaets oprindelige stifter. Det er utilfredshed med manglende omsætning, der er forklaringen. Nokia forventer at handlen går igennem i slutningen af 2. kvartal 2018.

Samtidigt med afviklingen af deres sundhedssatsning, meddeler Nokia at de fremover vil satse mere på "Business to Business"-området.

Nokia, eller Nokia Technologies som er selskabets officielle navn, skal ikke forveksles med firmaet HMD Global, der har købt retten til at bruge Nokia-navnet på mobiltelefoner. Nokia selv laver ikke længere mobiltelefoner - heller ikke dem der sælges under Nokia-brandet.