I starten af året, var der en del mystik omkring nogle underlige biler, der blev spottet i blandt andet San Francisco-området i Californien. Biler der blev sat i forbindelse med Apple, og muligvis var relateret til rygterne om at Apple er ved at udvikle en elbil. Andre spekulerede dog i, at bilerne handlede om en kortlægning til brug i Apples Kort. Nu tyder oplysninger ifølge 9to5mac på, at det sidste er rigtigt.

Apple skulle således være igang med at fotografere gaderne i flere amerikanske byer til en Street View-lignende funtion. Derudover nævnes det, at Apple tager billeder af butiksfacader, formodentligt til brug for søgefunktionen i Kort.

Måske kommer vi allerede til at se de første ting, når iOS 9 og OS X 10.11 præsenteres næste mandag, når WWDC starter. Der har i hvert fald gået rygter om, at Apples kort får en ordentlig overhaling.