I både iOS og OSX har udviklere af apps/programmer uhindret adgang til kontaktoplysningerne i ens adressebog. Apples retningslinjer for udviklere siger godt nok, at brugeren skal spørges om lov før en udvikler bruger ens kontaktoplysninger, men det er der flere, der har ladet hånt om. Apple har derfor været under pres for, at indføre en metode, hvor man på styresystemniveau skal tillade denne adgang. Præcis på samme måde, som man kender det fra adgang til lokaliseringsdata på iPhonen, hvor man per app-basis skal godkende, at ens lokalisering deles.

I den seneste udgave af Apples kommende styresystem til Mac, Mountain Lion, er der nu for første gang inkluderet et system til beskyttelse af ens Adressebog. Første gang en app ønsker adgang, vil man blive spurgt, om man vil give tilladelse. Dette skal kun gøres en gang. Herefter kan tilladelserne administreres under et nyt privacy-fanablad i Systemindstillinger. Her kan man se hvilke programmer, der har fået adgang til ens adressebog.

Man må forvente, at det kommer til at fungere på samme måde på iOS-enhederne.