En mand fra Florida, Thomas S. Ross, har sagsøgt Apple for $10 milliarder plus 1,5% af Apples salg på verdensbasis. Ross hævder at Apple har kopieret hans opfindelse af smartphonen fra 1992.

Mellem maj og september 1992 lavede Ross tre håndtegninger af en enhed kaldet "Electronic Reading Device". Den ene af tegninger kan ses ovenfor. Ifølge anklagen mener Ross at være den første, der har lavet en enhed af denne type. En rektangulær enhed med afrundede hjørner og en stor skærm. Ifølge Ross er hans enhed en kombination af design og funktion der ikke eksisterede før hans tegning så dagens lys i 1992.

Ross' ide var en enhed der kunne bruges til at læse historier, romaner og nyheder på, samt at kigge på billeder, videoer eller præsentationer på. Han forestillede sig også at enheden ville kunne have indbygget telefon eller modem (læg mærke til antennen, der kan fås som ekstraudstyr).

Ross ansøgte om et patent på hans ideer i november 1992, men patentansøgningen blev afvist i april 1995 fordi han ikke betalte for at få ansøgningen behandlet. I 2014 ansøgte han U.S. Copyright Office om at få copyright på hans "tekniske tegninger".

Sagsøger hævder, at han stadig oplever "store og uoprettelig skader, som ikke fuldt ud kan kompenseres eller måles i penge". Derfor har han krævet en nævningesag og søger en erstatning på ikke under $10 milliarder samt royalty på op til 1,5% på Apples globale salg af de krænkende enheder.

Der er en del pudsigheder ved tegningen. Hvis man kigger godt efter kan man eksempelvis se, at der er indbygget et 3,5" diskettedrev i enheden, der altså ikke kan være helt lille. Da hele enheden er 7" kan tegningen derfor heller ikke være målfast, da diskettedrevet nærmest intet fylder, men jo burde fylde halvdelen af længden.

Det er ikke første gang at Apple er mål for en fantasifuldt anklager. For nogle år siden blev Apple sagsøgt at en mand, der mente at have opfundet iPhonen tilbage i 1989, men at Apple med hjælp fra FBI og skuespilleren Sarah Jessica Parker stjal hans ideer (læs mere).

Sagen er anlagt ved Florida Southern District Court, se mere her: dockets.justia.com