I løbet af 2017 vil Apple begynde at bruge skærme baseret på IGZO-teknologien i deres MacBook Pros. Det skriver Digitimes. IGZO udmærker sig ved at have et lavere strømforbrug og være tyndere end normale LCD-skærme baseret på silicium. IGZO er en patenteret teknologi baseret på halvledermateriale de fire grundstoffer indium, gallium, zink og oxygen.

I øjeblikket benytter Apple denne type skærme i deres iPads, hvor teknologien har betydet betydeligt lavere strømforbrug og en mulighed for en tyndere enhed samt en generelt rigtig god billedkvalitet. Teknologiens største ulempe er at den indtil nu har været vanskelig at masseproducere – specielt i store skærmstørrelser.

I øjeblikket er der kun to producenter der har licens til at producere skærmpaneler med teknologien nemlig Samsung og Sharp. Sharp er længst fremme og det forventes at det er Sharp der skal levere skærme til Apples brug i MacBook Pro’en.

Skiftet til IGZO-teknologien vil ske en gang i løbet af året. Da Apple næsten lige har lanceret nye MacBook Pros, må det forventes at det først bliver sidst på året at der vil komme nyt. Det er også muligt at Apple vil benytte IGZO-teknologien i deres andre MacBooks der formodentligt vil komme i løbet af 2-3 måneder.

Læs mere om hvilke nye Apple-produkter vi kan forvente i løbet af 2017.