Lytro der producerer et anderledes og meget banebrydende digitalkamera baseret på lysfeltsteknologi er klar med en softwareopdatering, der aktiverer en skjult Wi-Fi-funktionalitet, så kameraet kan få trådløs kontakt til en iPhone med Lytros nye app.

For dem der ikke kender Lytro, omtalte vi dem kort sidste år i forbindelse med rygterne om, at Apple ville lancere et kamera.

Det smarte ved Lytros koncept er, at man kan tage sine billeder uden at stille skarpt. Det kan man klare efterfølgende via softwaren. Man kan således vælge om billedet skal have forgrunden eller baggrunden i fokus - eller alt derimellem. Det er ganske smart, at man ikke behøver tage stilling i selve situationen, hvor billedet tages, men kan koncentrere sig om andre ting. Så kan man efterfølgende lege med fokus.

Med den nye funktionalitet, kan kameraet snakke sammen med iPhonen, så man kan klare fokuseringen der - eller bare vise muligheden til vennerne.

Både app (link) og softwareopdatering er gratis. Du kan tjekke billeder atget med Lytro i galleriet på deres hjemmeside: lytro.com