Eftersom vi bruger halvdelen af vores liv i at kigge ind i en skærm af en eller anden slags, kan vi ligeså godt sætte os lidt ind i teknologien bag.

Der findes idag to udbredte hovedtyper af skærme: LCD og OLED. I iPhonen, og i langt de fleste TV sidder en skærm af den første type, mens specielt Samsung sværger til den sidste type.

Ofte hører man at OLED er en bedre teknologi, og at Apple tager fusen på kunderne ved at holde fast i den ældre LCD-teknologi. Så enkelt er det dog ikke - langt fra.

Inden jeg starter, vil jeg gøre det klart, at det er de overordnede linjer, jeg vil trække op her. Jeg vil ikke gå detaljer med enkelte produkter, og man vil uden tvivl kunne finde undtagelser til samtlige ting, jeg skriver. Som sagt er det de overordnede linjer, jeg vil koncentrere mig om. Derudover står teknologierne ikke stille. De udvikler sig begge i rasende fart, så noget der er gældende i dag, er måske ændret i morgen. I hovedtræk, kan du dog godt regne med, at det jeg skriver også holder vand.

Med de forbehold er jeg klar til at gå i gang.

Største forskel: Forskellig baggrundsbelysning

Helt grundlæggende er forskellen på LCD og OLED, at man i en LCD-skærm bruger en baggrundsbelysning der fra undersiden lyser op gennem de enkelte dioder, mens OLED benytter dioder der udsender deres eget lys. Helt konkret betyder det, at hvor et LCD-panel altså bliver oplyst som et hele, kan man i OLED kontrollere lysstyrken på pixelniveau. I praksis kan man godt inddele en LCD-skærm i mindre bider, der kan reguleres særskilt, men aldrig helt ned på pixelniveau.

Mest tydeligt kan man forstå teknologien bag LCD ved at kigge på en projektor. Her sidder der et LCD-panel i linsen og bagved en meget kraftig pære, der kan kaste lyset gennem panelet og op på et lærred. Princippet er det samme i en LCD-skærm i en iPhone. Her er pæren bare meget mindre, og i stedet for at kigge på en projektion af billedet, kigger vi direkte på dioderne.

Største forskel ligger i hvor godt sort og hvis vises

LCD's største ulempe er, at der altid skal være lys på hele skærmen. Dette kan selvfølgelig varieres i styrke, men hele skærmen skal være oplyst hele tiden. Det giver problemer med de mørke farver og specielt sort. Sort er jo fravær af lys, og det er svært at lave, når lyset hele tiden skal være tændt. Det kan faktisk kun laves ved at skygge for baggrundslyset.

I praksis er det umuligt at skygge 100%. Der vil altid slippe noget igennem, og derfor kan en LCD-skærm ikke vise sort korrekt. Prøv selv at kigge på et sort billede på din iPhone. Du kan stadig se baggrundslyset. Den hvide farve er derimod ikke noget problem, da det bare er at åbne for sluserne (det vil sige, lade være med at skygge).

Rent teknisk måler man det ved at kigge på forskellen mellem den hvideste hvide og det sorteste sorte, som skærmen kan vise. Dette kalder man kontrastforholdet og typisk ligger det på omkring 1000:1 for en LCD-skærm. Det vil sige at det sorte er en tusindedel så svagt som det hvide. I Apples iPhones er kontrastforholdet noget højere, omkring 1.400:1. Jo højere tallet er desto bedre er skærmen til at gengive sort.

Samme problem har en OLED-skærm ikke. Her er det den enkelte pixels selv, der udsender lys. Det gør det meget nemt at gengive sort. Det er bare at slukke for lyset i de pågældende pixels, der skal være sorte. Det er ægte sort, og det giver derfor ingen mening at snakke om et OLED-skærms kontrastforhold. Det er i princippet uendeligt højt.

Hvor OLED's styrke altså er sort-visningen, er LCD's styrke hvid-visningen. Der er ganske enkelt mere smæk på lysstyrken i LCD-panalet takket være den ensartede baggrundsbelysning. Det samme kan man sige om skarpheden. Generet set vil en LCD-skærm se skarpere ud end en OLED-skærm med samme opløsning, hvis ikke producenten gør sig meget umage.

OLED bruger mere strøm

Dette leder over til den næste store forskel. Da OLED-skærmen regulerer lysstyrken på pixelniveau, vil energiforbruget variere. På en hel sort skærm er alle pixels slukkede, og den bruger ikke noget strøm. Er alle pixels derimod hvide, er der fuld blus på alle og den bruger meget strøm. Derudover findes der alt derimellem. Resultatet er at en OLED-skærms energiforbruger varierer i takt med det billede, er vises.

For en LCD-skærm er energiforbruget konstant. Der er altid lys på hele skærmen uanset om billedet så er sort eller hvidt.

Umiddelbart kunne man tro, at OLED også her er at foretrække, fordi man her kan skrue ned pixel for pixel. Men det er ikke rigtigt. Generelt set bruger en OLED-skærm mere strøm end en LCD-skærm. OLED-teknikken er ganske enkelt i sig selv en strømsluger, og det at man kan skrue ned kompenserer kun delvist for det. Selv en LCD-skærm, der jo konstant er tændt, bruger mindre end en OLED-skærm der tilpasser sig. Når det er sagt, så går det i den rigtige retning, og før eller siden vil OLED slå LCD. Vi er faktisk ret tæt på allerede med de bedste OLED-skærme.

Det er svært at få 2 mio. pixels kalibreret

Netop OLED's styrke med individuel pixelkontrol, er også teknologiens svaghed. Det siger næsten sig selv, at det kræver god kontrol at styre 2 millioner pixels lysstyrke individuelt sammenlignet med et samlet lyspanel til en LCD-skærm. Specielt fordi de enkelte forskellige farvede dioder udsender en forskellige mængde lys. Derfor vil man også kunne opleve, at en OLED-skærm kan være lidt uensartet. Dette er dog noget man kan kontrollere hvis man vil, så det handler i virkeligheden mere om producentens kvalitetsønsker, end om teknologien i sig selv.

Mere alvorligt er det, at de forskellige pixels har forskellig holdbarhed. Derfor vil man kunne opleve af skærmen ændrer farver efterhånden som den ældres. Dette fordi dioder i nogle farver holder bedre end dioder i andre farver. De slides ganske enkelt forskelligt.

Farver og betragtningsvinkel er stort set ens

Jeg har slet ikke været inde på farver og betragtningsvinkel. Det har den helt simple årsag, at der efterhånden ikke er den store forskel på de to teknologier. I hvert fald ikke, når man kigger på topprodukterne, hvor den får på alle tangenter med nyeste teknologi. OLED er i teorien bedre en LCD, når det handler om farver, men i praksis er der ikke den store forskel. Typisk fordi de mange pixels der skal kontrolleres er vanskelige helt at tæmme. OLED har også en større betragtningsvinkel, men typisk vil farverne ændre sig. Derudover spiller betragtningsvinklen ikke den helt store rolle for mobiltelefoner.

OLED vinder på teknikken, men er svær at bruge i stor skala

De te teknikker nærmer sig hinanden, og kogt helt ind er den eneste reelle forskel på de to teknologier kontrastforholdet. Her fører OLED, og LCD vil aldrig nå samme niveau. Det bliver dog hele tiden bedre, mens OLED omvendt bliver får mere og mere smæk på lysstyrken og strømforbruget.

Umidelbart lyser det jo som om OLED rent teknisk er at foretrække. Individuel kontrol på pixelniveau lyder som det bedste. Det er det også i teorien, i praksis er det dog svært at opnå den ønskede kvalitet. Med svært menes dyrt. OLED-skærme er markant dyrere end LCD-skærm og markant vanskelige at producere i store mængder. Alene derfor er det svært for Apple at satse på OLED-skærme. Selv hvis de fik helt styr på strømforbruget og kvaliteten, er det langt fra trivielt at producere så mange skærme, som der er brug for til de mange hundrede millioner iPhones Apple sælger.

LCD derimod er billig og nemt at producere, og bortset fra Samsung er det da også LCD langt de fleste producenter af telefoner, tablets og TV satser på. Sammenholder man pris og specifikationer er der ganske enkelt ikke noget der slår LCD. Det varer i hvert fald et par år før OLED kan være med på den skala iPhonen produceres efter. Før eller siden "vinder" OLED dog formodentligt. Ganske enkelt fordi landevindingerne med LCD efterhånden går langsommere og langsommere. Teknikken er så moden, at det er svært at komme med nyskabende revolutioner. Anderledes er det med OLED, der er mere i sin vorden.