Ifølge flere rygter på det seneste, har Apple planer om at skifte skærmteknologi fra LCD til OLED i næste generation af iPhonen. Apple har altid brugt LCD-teknologien i både iOS-enheder og MacBooks, og har formået at skubbe teknologien rigtigt langt. Det eneste sted hvor Apple bruger OLED er i Apple Watch og i Touch Baren på den nye MacBook Pro. Nu er tiden dog inde til et skifte, mener Apple.

Der er visse fordele ved OLED frem for LCD – men også visse ulemper. Det kan du læse mere om her: LCD vs. OLED: Hvad er forskellen og hvad er bedst? En af de største ulemper er egentlig ikke af teknisk karakter, eller også er den netop. Det handler om at OLED-skærme er vanskelige at producere i så store mængder som Apple har brug for i iPhonen, der er verdens bedst sælgende smartphone.

Apple skulle i første omgang have bestilt 100 millioner OLED-skærme, men Samsung – der forventes at skulle levere dem – kan kun klare en brøkdel af det antal i fjerde kvartal 2017.

Kun en enkelt moel i 2017?

Netop dette faktum – at OLED-produktion er svær at få op i gear – ser nu ud til at sætte en dæmper på Apples planer om at skifte til OLED. I hvertfald skriver Bloomberg, at verdens fire største levenrandører af OLED slet ikke har produktionskapacitet nok til at imødekomme Apples behov. Det siger både noget om, hvor mange iPhones Apples sælger sammenlignet med konkurrenterne, men også hvor vanskeligt produktionen er.

En løsning, som Bloomberg også påpeger, er at Apple nøjes med et delvist skifte til OLED. Det vil sige at lade en enkelt variant af iPhonen få OLED, mens de resternede beholder LCD. Det kunne eventuelt være Plus-modellen der får OLED, mens den regulære for LCD. Det kunne også være at Apple sender en helt særlig super-premium OLED-iPhone på markedet som komplement til de to vanlige iPhones.

Næste år er det 10 år siden den første iPhonen kom på markedet, så mange forventer – eller måske snarere håber – at Apple vil lancere en ekstraordinær interessant iPhone næste år for at markere jubilæet. Her kunne en særlig OLED-iPhone være en god mulighed.

Det forventes at Apple holder sig til lanceringsvinduet fra de sidste år, og præsenterer de nye iPhones engang i september næste år.