En ansat hos Foxconn, der producerer Apples iPhones, har taget flere billeder fra fabrikken og lækket dem på det kinesiske sociale medie Weibo. Billederne viser de indre dele i den kommende iPhone 8. Hvis billederne ellers er ægte, hvilket de ser ud til at være, afslører de flere ting om den kommende iPhone.

Mest interessant er det, at billedet bekræfter at den nye iPhone får trådløs opladning. På billederne kan man nemlig i midten af iPhonen se et stor sort område. Det er spolen til den induktive trådløs opladning. Derudover kan man se kamera-modulet og logicboardet.

iPhonen på billedet har kodenavnet Ferrari og er i det såkaldte EVT-stadie, der står for Engineering Verification Test. EVT er det første prototypestadie der handler om at verificere at enheden lever op til de basale krav til design og funktionalitet.

Når EVT er veloverstået og eventuelle problemer er rettet og det endelige design dermed er fastlagt, ryger enheden i DVT, Design Verification Test, hvor det endelige design nu testes meget grundigt. Herefter kommer Production Verification Test, som er den fase, hvor eventuelle problemer relateret til masseproduktionen identificeres og løses.

Betegnelsen EVT indikerer altså at iPhonen på billedet stadig er på et tidligt stadie, og at billedet derfor nok ikke er taget for nylig. I hvert fald burde Apple for længst have overstået EVT-stadiet, hvis masseproduktionen snart skal i gang. Apple burde være i gang med PVT-stadiet på nuværende tidspunkt.

Det forventes at Apple præsenterer den nye iPhone på et event i september.