I år er ingen undtagelse: Der er rygter om NFC i den kommende iPhone. Måske ikke så kraftige rygter som de forgående år, da NFC endnu ikke har fået det helt store gennembrud, som var forventet for år tilbage. Problemet med NFC er ikke så meget teknologien i sig selv, men at ingen har fundet på noget smart og uundværligt at bruge den til.

På den anden side kunne netop Apple være dem, der lavede om på det. Nu hævder det kinesiske reparationsfirma GeekBar i hvert fald at have fået fingre i nogle tekniske tegninger, der viser af den næste iPhone vil få en NFC-chip. Det drejer sig om NXP's PN65-chip, der også bruges i mange Android-enheder.

Det er umuligt at vurdere troværdigheden af oplysningerne, men de sidste par uger har der været en svar tendens til, at NFC-rygterne er blevet lidt mere konkrete, så måske er den god nok.