Da Apple lancerede iPhone X i efteråret var det i de to farver sølv og space grey. Skal man tro nye oplysninger, var det dog planen at Apple også ville have lanceret en i guld. Myndigheden FCC, der godkender alle trådløse enheder inden de kommer på markedet i USA, ser nemlig ud til at have lækket nogle billeder der viser en iPhone X i guld.

De fleste af billederne er taget i september eller oktober sidste år og er relateret til godkendelsen af iPhone X. Her ser man tydeligt en iPhone X med samme guldfarvede bagside som Apples andre iPhones. Desuden er rammen i rustfrit stål omkring iPhonen også guldfarvet. Netop rammen kan være årsagen til at Apple droppede guldfarven igen. Før lanceringen f iPhone X var der rygter om at der var produktionsproblemer med den guldfarvede iPhone X og at Apple ikke ville få den klar til tiden. Nu tyder alt på at Apple har droppet den helt.

Bemærk at billedernes autencitet ikke kan bekræftes 100%. De stammer fra en hjemmeside der påstår at alle dens informationer stammer fra FCC, men det ville være relativt nemt at manipulere, hvis man ville.