For et par uger siden meldte Apple højst overraskende ud, at de havde svigtet pro-brugerne, og at der var en helt ny Mac Pro samt en iMac målrettet pro-brugere på vej. iMac'en kommer nok inden årets udgang, mens Mac Pro'en tidligst kommer i 2018.

Apple afslørede ikke meget andet end at de arbejder på en helt ny modulær Mac Pro, det vil sige en computer, hvor man selv kan opgradere hardwaren. Det kan man i princippet også i den nuværende cylindriske Mac Pro, men den begrænsede størrelse gør det svært at putte alt for meget hardware i den, og den har også et problem med ikke at kunne komme af med varmen, hvis man sætter en graftigere CPU og GPU'er i den. Det er netop derfor Apple har droppet dette design.

Men hvordan skal den så se ud? For Apple har et godt design altid spillet en rolle. En designer fra CURVED har lavet en bud på hvordan Apple kunne gribe opgaven an. Kerner i konceptet er en Mac mini-lignende kasse, der bare står på højkant. Man kan vippe siderne ud og indsætte ny standard hardware efter behov. Enheden har desuden en slags Touch Bar på fronten.

Der er selvfølgelig tale om fri fantasi, men ideen er ikke så tosset igen. De har fat i noget. Jeg kan godt lide ideen om skjulte skuffer, hvor man uden yderligere viden og værktøj kan skubbe ny hardware i. Det kunne være et ekstra grafikkort eller mere RAM. Hvis tanken bliver tænkt helt til ende, får vi en computer hvor alt er opbygget i moduler der kan opgraderes hver for sig.