Det er netop kommet frem, at Apple i løbet af marts har fået registeret flere californiske stednavne som varemærker i Asien. Apple bruger som bekendt netop stednavne fra Californien til at navngive de forskellige udgaver af macOS efter. Det har de gjort siden version 10.9 (Mavericks). Før det brugte Apple kattedyr i navngivningen.

I 2014 registrerede Apple en lang række stednavne, som siden ikke er blevet brugt til noget. For at beholde retten til navnet skal Apple løbende forny registreringerne. Det har Apple også gjort med flere af navnene, men de fleste af dem har fået lov at løbe ud. Det gælder eksempelvis Redwood, og Big Sur.

Det seneste nye er at Apple har fornyet registreringen af fire af de navne der blev registeret i 2014. Fire navne som Apple altså ikke vil opgive retten til. Navnene er blevet registeret i Cambodja og Filippinerne. I Filippinerne har Apple registeret Mojave, Sequoia, Sonoma og Ventura. I Cambodja er det kun Mojave, der er registeret. Bliver det et af de navne Apple vælger til macOS 10.14, virker Mojave derfor som det mest sandsynlige.

Mojave er er ørken i det sydvestlige USA, primært beliggende i Californien og Nevada. Den er 2-3 gange støre end Danmark og blandt andet kendt for et af verdens varmeste steder, Death Valley, og spillebyen Las Vegas. Sonoma og Ventura er to byer kendt for vinproduktion henholdsvis surferspots. Sequoia er en nationalpark i Sierra Nevada-bjergkæden.

Det forventes at Apple løfter sløret for nyste udgave af macOS - og dermed navnet - på mandag, hvor udviklerkonferencen WWDC starter. Apple plejer at benytte WWDC til at præsentere deres nye styresystemer.