Med præsentationen af iOS 12 lige på trapperne - det sker den 4. juni - er det nok på tide at komme med en lille ønskeliste til nye funktioner. Jeg har tænkt og fundet tre ting jeg i den grad savner i iOS.

Flere brugere på én enhed

Jeg er med på at iPhonen er en personlig enhed. Jeg er også med på at Apple også ser iPaden som en sådan. Sådan er virkeligheden bare ikke for mange. Her er iPaden noget man deles om i familien. I praksis fungerer det bare ikke ret godt.

Det mangler i den grad mulighed for flerbrugerstyring på iPaden. Altså at man kan oprette flere brugere som kan logge ind og ud og få personlige indstillinger og tilpasninger, som vi kender det fra macOS og alle andre ordentlige styresystemer. På den måde kan man låne sin egen iPad ud uden at være bange for at ting bliver slettet, rykket rundt på eller om det bliver snaget i ens personlige ting.

Det burde være lige til højrebenet for Apple, da funktionaliteten jo allerede findes i macOS og vel har gjort i årtier. Jeg kan simpelthen ikke se at der skulle være nogle tekniske forhindringer. Det må handle om Apples vilje. Men Apple kan bare ikke lave om på at iPaden mange steder er noget man deler - og derfor bør man selvfølgelig kunne logge ind og ud med sin egen brugerkonto. Det bliver måske lidt bøvl med den frie plads - og måske er det i virkeligheden årsagen til at Apple holder igen - men det må man kunne løse, og i under alle omstændigheder er det jo brugerens problem og ikke Apples. Måske ville det endda bare resultere i at familierne købte en iPad med meget mere plads til at starte med.

Desktop mode

Uanset hvad Apple siger kan iPaden ikke erstatte en rigtig computer. I hvert fald ikke for mig - og tro mig jeg har gjort forsøget. Det der skal til er understøttelse af mus, Men hvorfor ikke gå skridtet fuldt ud og lade iPad eller iPhone fungere som en computer, hvor man kan tilslutte ekstra skærm, tastatur og mus. Her er det så alene iPaden eller iPhones processor, man gør brug af. Der er rigeligt saft og kraft til de fleste ting. Det handler i virkeligheden bare om at tilrette styresystemet til det. Alternativt kunne Apple lade iPad eller iPhone fungere som en klient for macOS på ens rigtige computer, så man kan afvikle de samme apps på sin iOS-enhed.

Jeg synes at det er skørt at have to enheder (for eksempel iPad og MacBook), når man kun kan bruge én af gangen. En enhed der kan erstatte begge dele, står derfor højt på min ønskeliste.

Forbedret Siri

Siri er aldrig rigtigt slået igennem hold mig. Jeg bruger det yderst sjældent. Men jeg kan forstå at det er det nye sort, så det er nok bare mig der er gammeldags. Hvis - og jeg skriver hvis - Siri for alvor skal kunne bruges, skal der dog strammes gevaldigt op. Det er ikke taleforståelsen jeg tænker på, for den syntes jeg er god. Det er det man kan - eller ikke kan - med Siri der skal laves om på. Alt for tit resulterer en forespørgsel i at Siri laver en netsøgning. Det gider jeg ikke, for det kan jeg selv klare meget bedre og mere præcist i Google.

En af årsagerne til at det halter noget for Siri er uden tvivl Apples fokus på privatliv. Der er ganske enkelt ting, der ikke kan lade sig gøre, hvis ikke man giver systemet adgang til en masse informationer om en selv. Det synes jeg som udgangspunkt er fint at Apple har for øje, men det hæmmer altså Siri en del. Det ér en balancegang, men vi kommer ikke udenom at jo mere Siri ved om en, desto mere personligt kan systemet blive.

Småting

Bedre undo-funktionalitet. At skulle ryste sin iPhone for at fortryde en handling er næsten absurd. Det er en irriterende bevægelse, den tager lang tid og man kommer uundgåeligt til at gøre det ved en fejl før eller siden. Jeg har ingen ide til hvordan undo-funktionen så kan aktiveres, men et eller andet skal der ske.

Flere indstillinger i Kamera-appen. Det er tydeligt at Apple går den automatiske vej, men noget så simpelt som at kunne indstille eksponeringstiden er noget jeg savner.

Hvorfor er Apples vejr-app og lommeregner-app fraværende på iPaden? Der findes selvfølgelig andre apps der kan klare sagen, men det hjælper ikke på at det ikke giver mening i første omgang. Få dem nu med, Apple.

Mulighed for at skemalægge Forstyr ikke-funktionen mere præcist. Der er eksempelvis stor forskel på hvor tidligt jeg vil forstyres i weekender og på hverdage.

Hvad jeg derimod ikke savner

Jeg hører og læser ofte at en såkaldt Dark Mode er noget at det mest efterspurgte i iOS. Personligt savner jeg det ikke. At læse lys tekst på mørk baggrund synes jeg er voldsomt irriterende for øjnene. Så skruer jeg hellere helt ned for lyset.

Mulighed for temaer. Det vil sige at kunne justere baggrunde, farver og så videre. Jeg ved ikke hvad jeg skulle bruge det til og har intet behov for at bilde mig selv ind at jeg er så speciel at jeg har behov for at kunne udtrykke min personlighed via min iPhones farveskala.

Selvom det ikke er iOS-relateret, kommer det med alligevel: Jack-stikket. Jeg er for længst kommet videre og bruger nu trådløse hovedtelefoner. Lad mig bare sige, at jeg ikke savner en ledning der hænger og dasker.

Hvad savner du?

Er der noget du savner i iOS? Læg en kommentar og begrund gerne dit valg.