Hvis jeg en sjælden gang læser en papiravis, holder jeg af at læse MX (Metro Xpress). Den giver en hurtigt nyhedsoverblik, og er ikke mindst gratis. I sidste uge havde MX en lille artikel under overskriften "Unge er dårlige til at spare på energien". Den handler om en ny undersøgelse der viser, at unge bruger mere strøm end resten af befolkningen. I MX's perspektiv er unge defineret som dem mellem 18 og 34 år, hvilket nok vil glæde en del af dem, der normalt betragtes som værende oppe i årene.

Såkaldte eksperter

I artiklen er der nogle formodentlig ældre eksperter, der udtaler sig om de unges dårlige moral på dette punkt. Pudsigt nok havde man ikke forsøgt at få en af de unge i tale. Der kunne jo være en god forklaring, som de ældre såkaldte eksperter havde overset. Det er dog ikke så meget pointen her. I tilknytning til artiklen er der nemlig en boks med "Tre gode råd" til de unge. Og nu er vi fremme ved pointen. I boksen med de gode råd står nemlig - og jeg citerer - at "Din oplader bruger 10% strøm selv om der ikke er en iPod i den anden ende. Husk at fjerne opladeren fra kontakten".

"Kan det nu være rigtigt"-alarm

Her ser vi helt bort fra at der omtales en iPod. Unge i dag ved vel nærmest ikke hvad en iPod er. Jeg hæfter mig ved at der nævnes et Apple-produkt, og antager at det nok mere er en iPhone de ældre hentyder til. Derudover aktiveres min "kan det nu være rigtigt"-alarm, når jeg læser dette punkt. Der er to ting i det. 1) Holder de påståede 10% vand. 2) Spiller det i givet fald overhovedet nogen rolle.

Lad mig starte bagfra. Lad os bare antage, at de 10% strømforbrug når laderen ikke er i brug, holder vand. Hvad svarer det så til om året? Her skal vi lige have nogle ting på plads. En iPhone-lader bruger 5W når den lader, så 10% er 0,5W. Lad os antage at folk oplader deres mobil om natten, mens laderen resten af tiden bare sidder i kontakten. Man kan selvfølgelig ikke tage laderen ud af stikket, mens den er i brug. Eller det kan man godt, men så gør den jo ikke meget gavn. Lad os derfor sige at der er 16 timer i døgnet, hvor man potentiel set kan tage laderen ud af stikket. Nu kan vi regne på det. 0,5W 16 timer i døgnet året rundt. Det giver et årligt standby-forbrug på 2,92 kWh (0,5 x 16 x 365 / 1.000).

Ekspoert: Spar 0,073% årligt

I gennemsnit bruger en dansk familie omkring 4.000 kWh årligt. Ved at tage din iPhone-lader ud af stikkontakten og sætte den tilbage dagligt i et helt år, kan du derfor spare hele 0,073% af dit årlige strømforbrug. Den er god nok, det er ikke en regnefejl. Den såkaldte ekspert i elsparetips mener, at en årlig besparelse på 0,073% er værd at beskæftige sig med. I hvert fald værd at nævne, når de unge skal skældes ud for deres dårlige vaner. Det lugter lagt væk af ren forargelse over de dovne unge, der bare bruger strøm uden at tænke sig om.

0,073 procent. Mon ikke vi alle sammen kan blive enige om, at der nok er andre indsatsområder der er vigtigere at nævne?

Det blive værre endnu

Det bliver værre endnu. For de påståede 10% lækstrøm når laderen er i brug, holder ikke vand. Det var måske nok rigtigt for 10 år siden - den gang iPoden faktisk var på sit højeste. Der er dog en elspareekspert der lige skal have opdateret sin viden, for i dag er tallet helt anderledes. Det var det faktisk allerede for 3 år siden. I en rapport fra 2012 opgiver Apple iPhonens oplader til at have et standby-forbrug på 0,25W. Det svarer til 5% af laderens normale forbrug på 5W. Man kunne godt have en formodning om, at tallet i dag er endnu lavere. Jeg har dog ikke kunnet finde nogle pålidelige nyere tal.

Gentager vi regnestykket fra ovenfor - men nu med de korrekte 5% i stedet, ender vi på et årligt forbrug på 1,46 kWh svarende til 0,0365% af det årlige strømforbrug. Har du 27 iPhone-opladere i huset, og tager du dem alle ud i 16 timer hver dag, kan du samlet set spare 1% af husstandens elforbug. Så er det bare at gå i gang, miljøduks.

Mit gode råd til de unge er, at finde andre steder at sætte ind, hvis der skal spares på energien.

Drop hellere avisen

Ifølge energinet.dk udleder produktionen af 1 kWh 292 g CO2-ækvivalenter. Det vil sige at en iPhone-oplader der sidder i stikkontakten, når ikke den er i brug udleder 1,46 x 288 = 420 g CO2 årligt. Ifølge en svensk undersøgelse udleder et års læsning af en papiravis 19 Kg CO2. Det er ca. 45 gange mere end opladeren. Rent energimæssigt giver det altså mere mening at holde op med at læse MetroXpress end at tage sin oplader ud af stikkontakten dagligt. Så får man også den bonus, at man slipper for de "gode" råd eksperterne i avisen kommer med.

Selvfølgelig skal man ikke droppe avislæsningen, og selvfølgelig skal man tænke sig om i forhold til energiforbruget på ens elektronik. Men først og fremmest skal folk der kalder sig eksperter i at spare på energien få styr på fakta, istedet for at bare at skyde efter de unges livsstil. Ellers drukner debatten i forargelse. Og det er ærgerligt, når nu der er vigtigere ting at sætte ind over for.