Hver gang Apple afholder event er der på forhånd bygget en masse forventninger op. En del af dem - faktisk typisk de fleste - viser sig ikke at have noget på sig. Således også denne gang, hvor der havde været rygter om blandt andet nye iMacs og flere andre ting. Der er ikke noget mærkeligt i at Apple begrænser sig, men en enkelt af de ting der ikke kom, synes jeg er værd at nævne. Apple nævnte nemlig intet om den trådløs oplader, AirPower, som blev præsenteret første gang på sidste års iPhone-event - altså for mere end et år siden. Den gang sagde Apple at der ville komme på markedet i 2018. Indtil nu er der absolut intet sket og gårdagens event havde været en glimrende lejlighed til at komme med en lanceringsdato, hvis Apple virkelig mener at den kommer senere i år. Bare lige for at minde folk om produktet, hvis det skulle være gledet ud af erindringen. Opladeren kan selvfølgelig stadig nå at komme, men så bliver det bare en stille og rolig lancering hvor den pludselig dukker op i Apple Store. Sådan som AirPower blev præsenteret sidste år, lagde Apple op til at den skulle lanceres med pomp og pragt. Netop derfor er det underligt, at Apple slet ikke nævner den, nu de har folks opmærksomhed. Måske er det i virkeligheden et tegn på, at en lanceringen slet ikke sker i år.