I sidste uge præsenterede Apple årets nye iPhones. Vi fik samtidig en del tekniske specifikationer. Men ikke alle sammen, for af en eller anden grund plejer Apple ikke at ville ud med ting som mængden af RAM eller batteriets størrelse når det handler om iPhonen.

Derfor er det heldigt, at de kinesiske myndigheder kan afsløre disse ting. Det kinesiske ministerium for industri og informationsteknologi kræver nemlig at producenter som Apple skal udfylde nogle formularer, som efterfølgende bliver frit tilgængelige.

Af dokumenterne fremgår det, at iPhone Xs og Xs Max hver har 4GB RAM, mens iPhone Xr har 3GB RAM. Dette skal sammenlignes med at iPhone X har 3GM RAM. Det samme har iPHone 8 Plus, mens iPhone 8 har 2GB RAM. Apple har altsåputtet en ekstra GB RAM i denne gang.

Hvad angår batterierne har iPhone Xs en kapacitet på 2.658 mAh, hvilket er 2% mindre end forgængeren iPhone X. Ifølge Apple er batteritiden dog alligevel blevet en halv time længere på iPhone Xs, hvilket så må betyde at den er mere energieffektiv.

iPhone Xs Max har et batteri på 3.174 mAh. Det er det største batteri nogensinde i en iPhone, hvilket er naturligt nok, da iPhonen er den største iPhones nogensinde. iPhone Xs Max har 19% større batterikapacitet end iPhone Xs, og ifølge Apple holder den op til en time længere.

Den helt nye iPhone Xr har en batterikapacitet på 2.942 mAh, hvilket er 11% større end iPhone Xs og 7% mindre end iPhone Xs Max. Selvom kapaciteten er mindre end iPhone Xs Max, er iPhone Xr den iPhone der har den længste batteritid ifølge Apple. Det skyldes formodentligt at skærmen har en lavere opløsning ed iPhone Xs Max og derfor kræver mindre energi.