“iPhone-salget er fladt som en pandekage” konkluderede “teleanalytiker” John Strand i en rapport midt i december sidste år. En temmelig opsigtsvækkende udmelding, der trods sit fornemme billedsprog, ikke vakte så stor opmærksomhed, som når Strand tidligere kom med guldkorn. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvilke pandekager Strand bager, men noget kunne tyde på, at han er en elendig kok. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om at pandekager kan være eksponentielle.

Salget af iPhones er næsten fordoblet i seneste kvartal, sammenlignet med samme periode sidste år. Det er i hvert fald ikke hvad jeg ville kalde "fladt". Hvor ikke-fladt det er, har jeg illustreret med graf over salget af iPhones i 1. kvartal hvert år. Ved at sammenligne samme kvartal hvert år undgår man, at de tendenser man ser skyldes sæsonudsving (grafen ser dog ikke væsentlig anderledes ud, hvis man kigger på samtlige kvartaller). Alle tal er Apples officielle tal. Uden at ville gå alt for dybt ned i statistikken, virker salget nærmere til at stige eksponentielt end at være "fladt som en pandekage".

Jeg har desværre ikke kunnet finde en opskrift på eksponentielle pandekager, så i får en på de helt almindelige flade af slagsen. Den er så nem at lære uden ad, at i altid vil kunne bage en ordentlig flad pandekage. I skal bare huske på denne remse: "1 - 2 - 3 - Æg - Mel - Mælk", hvilket betyder 1 æg, 2 dl mel og 3 dl mælk. Suppler evt. med en god klat smeltet smør og lidt salt og sukker. Der findes mere avancerede udgaver, men denne opskrift er nem at huske.

Velbekomme