En designer der arbejder for Apple fortæller til New York Times, at Apples chefdesigner, Jonathan Ive, mener at iWatch vil betyde problemer for de traditionelle urproducenter.

Ifølge den anonyme designer går Ive rundt og beretter om, hvor cool han mener iWatch ser ud til at blive. Han skulle ligefrem have sagt med et glimt i øjet, at Schweiz er i problemer. Her refererer Ive selvfølgelig til Schweiz's stolte tradition for produktion af ure.

Man kan trække på smilebåndet, og det er nok også kun sagt i sjov, men havde Ive sagt det samme om iPhonen tilbage i 2007, havde folk også trukket på smilebåndet og slået det hen som sjov. Som vi alle ved, har iPhonen dog vendt op og ned på telefonbranchen, så hvorfor skulle iWtach ikke kunne gøre det samme?

Det forventes, at Apple vil præsentere iWatch på det presseevent, der er indkaldt til på tirsdag i næste uge.