Vores gamle kending, den såkaldte og selvudnævnte teleanalytiker John Strand, er kommet i strid modvind. Han har i lang tid været bannet her fra siden, på grund af en ualmindelig dårlig opførsel.

John Strand chikanerer Forbrugerrådets medarbejdere

Strand er nu heller ikke længere i kridthuset hos Forbrugerrådet, der har officielt har meddelt, at Strands mails fremover vil ryge i spamfiltret. Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl oplyser til Computerworld, at medarbejderne føler sig chikaneret af John Strand. Han overdænger dem simpelthen med mails og telefonopkald, hvori han beskylder dem for at være ubegavede, løgnagtige og dumme. Tonen er decideret ubehagelig, siger Kjeldahl om John Strands mere end 50 emails.

John Strand sviner Socialdemokraternes IT-ordfører til offentligt

Også socialdemokraternes IT-ordfører Trine Bramsen har frabedt sig flere henvendelser fra John Strand, som ved flere lejligheder har kaldt hende uintelligent og brugt diverse ukvemsord.

John Strand hævder at være offer for et karaktermord. Han mener, at hans argumentation er faktabaseret, og at han bare har fanget Trine Bramsen i så mange fejl, at hendes eneste mulighed er at blive sur.

Her på siden har vi længe haft John Strand på spam-listen

Her på iPhoneguide (Nu On X, red.) har John Strand, som skrevet indledningsvis, været bannet længe, og hans mails er ligeledes røget i spamfilteret. Vi kan kun nikke genkendende til Forbrugerrådets kritik. Vi er også blevet kontaktet uopfordret via mail og telefon over 50 gange af John Strand, der ikke respekterer anmodninger om at stoppe henvendelserne. Hans tone er generelt hoverende og tilsvinende, og på et tidspunkt blev det for meget. Strand er ikke interesseret i en saglig debat, og vi kan også genkende hans hårde tone, hans gentagne beskyldninger om manglende intelligens og bevidst fordrejning af fakta.

Kritikken af John Strand breder sig

Hidtil har vi i iPhone-miljøet stået forholdsvis ene om kritikken af John Strand, der har haft held med i offentligheden at fremstille os kritikere som Apple-fans, mens han selv var objektiviteten selv. Medierne har igen og igen lagt spalteplads til mandens mere eller mindre ligegyldige propaganda, men nu tyder noget på, at vi er nået en vendepunkt. Da den konkrete sag ikke handler om iPhonen eller Apple, men om teleselskabernes rolle efter konkursen af bredbåndsselskabet Skyline, hamrer det i hvert fald en tyk pæl igennem hans påstande om, at kritikken mod ham kommer fra Apple-fans, der ikke kan tåle at høre sandheden.

Wake-up call til ukritiske medier

Vi er ikke skadefro her på siden, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er glade for at sandheden om John Strand begynder at komme frem, så mandens motiver og udtalelser kan blive sat i den rigtige sammenhæng.

Lad dette være et kraftigt wake-up call til de medier, der i årevis ukritisk har bragt hans hjemmestrikkede analyser. Ingen nævnt ingen glemt.

Der er kommet så mange tips om denne historie fra læserne, at jeg ikke orker at svare alle per mail. En kollektiv tak til alle, der han henvendt sig.