Den kommende iPhone 8 eller iPhone X, som nogen kalder den, vil få teknologi til iris-scanning. Det skriver DigiTimes, der citerer unavngivne kilder i industrien. Teknologien skal benyttes til identifikation som fingeraftryk gør i dag via Touch ID-sensoren.

Iris, eller regnbuehinden, er den cirkulære muskel i øjet, der regulerer sammentrækningen af pupillen. Det er regnbuehinden vi hentyder til, når vi taler om øjets farve. Typisk er den blå, brun eller grøn og indeholder forskellige mønstre, der er unikke fra person til person. Da en iris-scanner bruger omkring 20 gange så mange datapunkter som en fingeraftryksscanner er sikkerheden også meget bedre.

Det er ikke første gang vi hører rygter om en iris-scanner i iPhonen. Der er generel enighed på rygtebørsen om at Apple arbejder med iris-scanning. Umiddelbart virker det ikke som teknologien er helt klar endnu. Netop DigiTimes har da også tidligere skrevet, at det ikke ville komme til iPhonen før 2018.

Læs mere om teknologien bag iris-scanning her: Er iris-scanning det nye sort?