iPhonen er stadig den suverænt mest populære smartphone i USA, viser de seneste tal fra ComScore. De seneste tre måneder er iPhonen gået 0,6 procentpoint frem til det højeste niveau nogensinde. Nummer to på listen, Samsung, er gået 0,8 procentpoint frem, man halser stadig langt efter Apple, der er omtrent en halv gang så stor som Samsung. Apples sidder på 41,9% af markedet, mens Samsung sidder på 27,8%.

Kigger man på styresystemer er Android selvfølgelig i front. Takket være de mange forskellige producenter sidder Android på 52,1% af markedet. Det er dog værd at nævne, at Android har toppet i USA. De seneste måneder er Androids markedsandel enten faldet eller har bare holdt niveauet. Tendensen er at Samsung vokser, mens specielt HTC og LG falder i popularitet. iOS derimod fortsætter med at stige, og haler derfor en lille smule ind på Android måned for måned. iOS er faktisk det eneste styresystem der erobrer markedandsandele i den seneste tremåneders periode. Resten falder eller holder niveau.

Når de månedlige tal kommer plejer vi at skrive, at det er bemærkelsesværdigt, at Micrsoft ikke formår at øge sin markedsandel. Men eftersom det sker måned efter måned er det jo faktisk ikke længere bemærkelsesværdigt, men bare helt normalt. Microsoft sidder på 3,4% af markedet, hvilket de også gjorde for 3 måneder siden. Det må være bekymrende for selskabet, der for nylig købte Nokia, at der slet ikke sker noget. Vi behøver næsten heller ikke nævne, at BlackBerry igen falder, og nu er nede på 2,3%. Det må efterhånden være et spørgsmål om, hvornår de lukker og slukker butikken. Hvor Microsoft trods alt holder deres markedsandel, falder BlackBerry hver gang der kommer nye tal.

ComScore måler antallet af smartphones i befolkningen og ikke nysalget i butikkerne. Tendenser i salget vil derfor være længere tid om at slå igennem i ComScores undersøgelser, da ældre telefoner, der stadig er i brug, også bliver talt med.