Apple arbejder på at kombinere Face ID og frontkameraet i en enkelt sensor, så udskæringen i toppen af iPhone X kan gøres mindre. Det skriver sydkoreanske ETNews. Ifølge oplysningerne skulle det være klart i næste års iPhone.

I dag består Face ID af tre særskilte moduler: En punktprojektor, en infrarød belysningskilde og et infrarødt kamera. En eller flere af disse skal altså kombineres med det regulære kamera. Mest sandsynligt er det infrarøde kamera der er tale om, men det kunne i princippet være alle tre. Rapporten har ikke detaljer om hvad eller hvordan det præcist kommer til at ske.

Udskæringen i toppen af iPhone X er det mest kontroversielle ved Apples nye toptelefon, så der er ingen tvivl om at Apple arbejder på at gøre den mindre. Derudover vil en mere simpel Face ID bestående af et enkelt modul desuden gøre det nemmere og mere økonomisk at udbrede Face ID til flere enheder.