Apples kommende iPhone - den såkaldte iPhone 8 - mister med al sandsynlighed den ikoniske hjem-knap på forsiden. Dermed forsvinder også fingeraftrykslæseren, Touch ID. Hvad Apple så gør er der meget delte meninger om. Nogle mener at Apple helt dropper Touch ID. Andre at de flytter Touch ID-sensoren om på bagsiden eller at de bygger den ind i skærmen. Der har også været rygter om at den måske bliver bygget ind i en af knapperne på siden af telefonen.

Den sidste af de nævnte muligheder ser dog nu ud til at være udelukket. En kilde, der har set komponenter til den kommende iPhone 8, oplyser til japanske Mac Otakara at knapperne på siden er massive og ikke levner plads til en sensor.

Tidligere har vi fra andre kilder hørt at Touch ID heller ikke kommer på bagsiden af iPhonen, hvorfor de eneste reelle muligheder er at Apple bygger den ind i skærmen eller dropper den helt. De første rygter gik på at Apple ville bygge Touch ID ind i skærmen, men på det seneste har der været flere forlydende om at Apple har haft problemer med det og i stedet dropper Touch ID helt. Nogen konsensus er der dog ikke i sagen fra rygtesmede og analytikere, så indtil videre tør jeg ikke selv lægge hovedet på bloggen i forhold til hvad det ender med.

Udover oplysningerne om at Touch ID ikke kommer på sideknapperne, skriver Mac Otakara at iPhone 8 måske kun kommer i en enkelt farve. Deres kilde har i hvert fald kun set dele til en sort iPhone 8. Kilden oplyser også at iPhone 8 formodentligt først vil kunne købes fra oktober eller november. Apples plan er dog stadig at præsentere iPhone 8 på et event i september.