Næste års iPhone vil blive mad glas på både forsiden og bagsiden i modsætning til de sidste par år, hvor Apple har lavet bagsiden af aluminium. Årsagen er at Apple vil inkludere trådløs opladning i iPhonen, og at glas ikke dæmper signalet som aluminium gør. Skiftet til glas er en absolut nødvendighed i den sammenhæng. Det skriver analytikeren Ming-Chi Kuo fra KGI Securities.

Der stemmer godt med, at Apples chefdesigner, Jonathan Ive, i flere år eftersigende gerne har villet lave en iPhone der ligner et enkelt stykke glas, det vil sige uden eller med usynlige samlinger.

Apple har flere patenter relateret til trådløs opladning, og skulle eftersigende have en helt anden tilgang til det, end alt andet vi har set på markedet. Noget i stil med, at iPhonen kan lade op, bare den er i samme rum som opladeren, og derfor ikke behøver ligge på en bestemt oplader. Det kan du læse mere om her: Dette kunne være Apples nye teknologi til trådløs opladning

Det er langt fra første gang Apple laver bagsiden i glas. I den nyskabende iPhone 4 var bagsiden eksempelvis lavet af glas dog med metal i top og bund.

Næste år er det 10 år siden, den første iPhone blev lanceret. Derfor forventet - eller håber - mange på, at Apple har noget ekstraordinært med i posen.