Sort er det nye sort. Så klart kan det siges, når det handler om hvilken iPhone 7 folk vil have. 7 ud af 10 har bestilt en iPhone i en af de to nye sorte farver. Bytter man om på bogstaverne i “sort” bliver det til “stor”, hvilken er den anden trend.

Tal fra Slice Intelligence viser nemlig at at Plus-modellen for første gang er mere populær end den regulære størrelse iPhone i USA. Ifølge tal for de første 48 timer efter det blev muligt at bestille den nye iPhone, står iPhone 7 Plus for 55% af bestillingerne. Sidste år stod iPhone 6S Plus for 41% og året før stod iPhone 6 Plus for 35%. Plus-modellen er altså steget stødt i popularitet de sidste år kulminerende med nu at være det mest populære valg i USA. Det forholder sig sikkert på samme måde i Danmark. I hvert fald melder teleselskabet 3, at der er helt udsolgt af iPhone 7 Plus, mens det stadig er muligt at møde op her til morgen i deres butikker og få en almindelig størrelse iPhone 7.

Sort og sort

Hvad angår farven er det den nye sorte der er klart mest populær. 46% af de bestilte iPhones er sorte, mens en anden ny farve, jetblack, er nummer to med 23%. Sidste års nye farve, rosaguld, står for 15%, mens guld og sølv står for beskedne 9% henholdsvis 8%. Der er oplysninger om at specielt jetblack har været udsolgt, hvorfor det kan tænkes at folk har valgt en af de andre farver for hurtigt at få fingre i en ny iPhone. Er den formodning rigtigt, ville vi have set endnu flere sorte bestillinger end tilfældet er.

128GB er mest populær

Kigger man på størrelsen er det mest populære valg 128GB med 67%. Herefter følger 256GB med 19% og 32GB med 14%. Det midterste valg er altså det klart mest populære, hvilket det også plejer at være uanset hvad de tre muligheder er. Folk går ganske enkelt efter den gyldne middelvej.

Hvis man ikke går så meget op i farver og mængden af lagerplads, men bare gerne vil have en ny iPhone, skal man altså styre uden om 128GB og vælge en af de “gamle” farver i sølv eller guld. Samtidig skal man vælge iPhone 7 frem for iPhone 7 Plus.

Vil du derimod være som alle de andre, så gå efter en sort 128GB iPhone 7 Plus. Men regn med at der går noget tid før Apple kan følge med efterspørgslen.