Med iPhone 5 præsenterer Apple for første gang en iPhone, der kan benytte 4G-netværksteknologien. Mere specifikt en LTE-teknologien, der giver teoretiske hastigheder på op til 100 Mbps.

Da Apple lancerede den nye iPad i marts, understøttede den også LTE, men kun Nordamerika. Den brøler har Apple fået rettet op på, så iPhone 5 kan benyttes i hele verden. Årsagen til at det overhovedet er relevant, er at der benyttes forskellige LTE-frekvenser rundt omkring i verden. Den nye iPad understøttede kun de frekvenser, der benyttes i USA og Canada.

iPhone 5 kommer i flere udgaver, der understøtter hver deres frekvensbånd

iPhone 5 derimod vil understøtte mange flere LTE-frekvenser. Faktisk kommer der tre forskellige udgaver af iPhone 5. To modeller der primært er beregnet til det nordamerikanske marked, samt en model til resten af verden. Det er selvfølgelig den sidste, der er mest relevant for os danskere.

Den iPhone 5 vi vil kunne købe i Europa vil understøtte tre forskellige frekvensbånd: 2100 MHz, 1800 MHz og 850 MHz. I Danmark benytter vi 2600 MHz, 1800 MHz og 800 MHz (fra januar 2013). Det betyder altså, at iPhone 5 kan anvendes med LTE i Danmark, men kun i et af de tre frekvensbånd vi bruger her i landet, nemlig 1800 MHz.

Telia er i øjeblikket de eneste der har et iPhone 5-venligt 4G-netværk

Det er ikke godt for TDCs kunder, da TDC primært benytter 2600 MHz. Faktisk er Telia den eneste operatør, der i øjeblikket benytter 1800 MHz. Som vi tidligere har omtalt har Telia og Telenor dog indgået aftale om at deles om deres netværk, og 3 er også på vej med 1800 MHz LTE. Vi får altså alligevel flere valgmuligheder. Dækningen bliver bare ikke så fintmasket, som hvis iPhone 5 kunne gå på alle de danske frekvenser.

Ikke endeligt bekræftet af Apple

De danske teleselskaber har ikke fået en endelig bekræftelse på, at iPhone 5 kommer til at virke med LTE i Danmark, men Telias salgsdirektør Michael Bech udtaler til iPhoneguide:

”Jeg har endnu ikke fået det bekræftet fra Apple, men jeg kan sige, at hvis iPhone 5 kommer til at køre 4G på 1800 MHz, så kan kunderne komme på Telias lynhurtige 4G-netværk. Faktisk er vi pt. det eneste teleselskab, som kører 4G på 1800 MHz frekvensbåndet. Så hvis man skal have fuldt udbytte af sin iPhone 5, skal man selvfølgelig købe den hos Telia. Jeg venter mig i hvert fald meget af salget, som skydes i gang ved vores Late Night-arrangementer natten til den 28. september i København og Aarhus. Alle Telias abonnementer er med 4G – både tale og data.”

De steder hvor iPhone 5 ikke kan gå på 4G-netværket, vil den i stedet benytte HSPA+ og DC-HSDPA, der giver hastigheder på op til 42 Mbps.

Apple har lavet en oversigt over, hvor der er LTE-understøttelse. Listen har dog kun de ni lande med, hvor iPhone 5 lanceres den 21. september. Vi må gå ud fra, at Apple opdaterer listen med de 21 lande, heriblandt Danmark, som får iPhonen ugen efter. www.apple.com/iphone/LTE/