Det er ingen hemmelighed, at der bliver solgt flere mobiltelefoner med Android end med iOS. Kun i ganke få lande er iOS dominerende. Det betyder også, at der installeres mange flere apps på Android ens på iOS. Der bliver faktisk hentet omkring 70% flere apps fra Google Play end det gør fra Apples App Store.

Desto mere interessant er det, at omsætningen i Google Play er 30% mindre end i App Store. iOS-brugere køber altså langt flere apps end Android-brugere. Og tendensen er endda stigende for begge parametre. Android øger forspringet i antal downloads, mens iOS øger forspringet i omsætningen.

Sætter man tallene op mod hinanden svarer det til, at hver gang en app omsætter for 100 kr i Google Play, omsætter den for 250 kroner i App Store. iOS er med andre ord kommercielt meget mere interessant end Android, hvor folk har tendens til at nøjes med de gratis glæder. Ikke så underligt. Folk der køber billige telefoner er selvfølgelig mindre tilbøjelige til at købe apps. Folk der køber dyre biler er sikkert også mere tilbøjelige til at bruge penge på ekstaudstyr end de, der køber billige biler. Der er nu engang sådan, at folk med flere penge også bruger flere penge.

En medvirkende årsager til den "sløje" omsætning i Google Play er, at der til Android findes en række pirat-butikker, hvor man kvit og frit - men altså ulovligt - kan hente apps. Det går naturligvis ud over det legale salg.

Generelt set er der ganske enkelt flere penge i at udvikle til iOS end til Android. For os brugere er dette ikke helt ligegyldigt. Jo mere kommerciel interessant en platform er for udviklerne, desto større er sandsynligheden for, at de satser mere på den og kommer med nye og fede apps. Succes avler succes. Det siger sig selv, at udviklerne bruger flest resourcer det sted, hvor sandsynligheden for gevinst er størst. Alene derfor kan det oftest betale sig for forbrugere at satse på det kommercielt mest interessante.

En anden interesant ting er, at Kina har overhalet USA som det land, hvor der sælges flest iOS-apps. Japan er nummer tre.