Lidt mere end tre uger efter frigivelsen af iOS 11 har den overhalet iOS 10 som den mest populære version af iOS. Det viser tal fra Mixpanel. iOS 11 er nu installeret på 49% af alle iPhones. Det er fire procentpoint mere end iOS 10 der er på 45%. De resterende 6% er ældre udgaver af iOS, formodentligt på enheder der ikke længere kan opdateres til nyeste version af iOS.

For hvert år bliver hastigheden hvormed den nye udgave af iOS bliver installeret langsommere og langsomere. Dette sker i takt med at den samlede pulje af iOS-enheder vokser og at antallet af enheder der slet ikke kan opdatere til nyeste version også vokser. Så det er der intet underligt i.

For Apple, og alle andre producenter i øvrigt, gælder det om at så mange brugere som muligt benytter den samme version af styresystemet - og selvfølgelig helst det nye. Det gør udviklingen til platformen nemmere og mere ensartet. For burgerne er der også en værdi i at sørge for at holde sin iPhone opdateret, da det gør den mere sikker i takt med at sikkerhedshuller bliver lukket.