Kender i det, at man simpelthen bare længes efter at have en telefon med Windows Phone 7? Nej, vel? Alligevel har Microsoft været så venlige, at lave en demo, så man på sin iPhone (eller Android, for den sags skyld), kan prøve hvordan brugergrænsefladen føles, hvis ikke man kender den i forvejen. Man må gå ud fra, at Microsoft håber på at kunne få fingre i nogle kunder her op til jul, men her på iPhoneguide er vi sikre på, at det nok er så som så, hvem den demo kan imponere. Måske hvis man kommer fra en Nokia, men da ellers ikke.

Nu ved vi selvfølgelig godt, at en rigtig WP 7 er noget anderledes, selvom vi også har hørt inkarnerede WP 7-bruge omtale demoen som "rigtig god" og "cool". Men hvorfor overhovedet lave en demo, når kvaliteten er så ringe som tilfældet er? Hvis jeg var Microsoft, ville jeg nok gå lidt mere stille med dørene og ikke ligefrem lave en demo, der udstiller hvor langt bagud man er i forhold til konkurrenterne.

Har du mod på det, skal du bare besøge aka.ms/wpdemo i Safari på iPhonen, for at få syn for sagen. Det er faktisk ikke engang en joke - det er Microsoft, der står bag.

Inden jeg får (flere) hademails fra en af de 17 danskere der har investeret i en Windows-telefon, skal jeg henlede opmærksomheden på det første ord i overskriften, der fortæller, at artiklen er skrevet med et glimt i øjet.