I sidste uge skrev jeg om hvad jeg savnede i iOS. Denne gang skal det handle om tvOS og WatchOS. Apple forventes at præsentere dem på mandag, når udviklerkonferencen WWDC starter, men vi skal næppe forvente ret mange store nyheder.

watchOS

Mit største ønske relaterer til aktivitetsmåling. Det fungerer egentligt ret godt allerede, men jeg savner et par ting. Først og fremmest muligheden for at ændre på motionsmålet. I dag ligger det fast på 30 minutter om dagen. Man kan hverken ændre det den ene eller den anden vej. Det er ikke videre motiverende for resten af dagen at have nået de 30 minutter inden frokost. Her kunne det være rart, hvis man kunne indstille det til eksempelvis 60 minutter eller hvad man nu måtte ønske. For mig er motionsmålet idag helt irrelevant fordi jeg altid uden den stoppe anstrengelse nemt når det.

Nu vi er ved aktivitetsmåling kunne det være motiverende med en ny ring for antallet af skridt. det kunne eksempelvis være 10.000 eller man kunne selv indstille det jævnfør ovenstående. Det ville i hvert fald motivere mig tilen ekstra gåtur visse dage.

Ellers er det jeg savner mest på Apple Watch muligheden for nye urskiver. Gerne i form af en App Store, hvor man kunne hente eller købe urskiver fra tredjepart.Med den ultranemme ude at skifte urremme på lægger Apple allerede op til at urets udtryk skifter. Så hvorfor ikke gøre det fuldt ud og tilllade urskiver fra andre end Apple selv? Der kunne sikkert også laves en rigtig fornuftig økonomi i det, hvis de store urproducenter kunne få lov at sælge udskriver til Apple Watch.

Og lige en sidste ting: Opdateringerne af watchOS tager alt for lang tid. Det må gerne blive forbedret i næste udgave.

tvOS

Hvad angår Apple TV ønsker jeg mig i virkeligheden ikke så meget, men jeg har dog også her tre små ting, der ville gøre min oplevelse bedre.

Multibruger-funktionalitet. Ligesom for iOS ville det være oplagt at gøre Apple TV personlig for den der logger ind. Er man flere der bruger Apple TV i dag, skal man døje med hinandens foretrukne film på Youtube etc. Det ville det være oplagt med personlige logins, så man kunne få fremhævet det indhold, man lige præcis selv holder mest af. Eventuelt blot i en form, hvor Apple TV spørger, hvem der kigger med og herefter automatisk frasorterer de anbefalede ting fra dem der ikke gør.

Safari ville også være en god ting. Det er nok ikke noget jeg vil bruge så tit, men af og til kunne det være rart at kunne browse hjemmesider via Apple TV.

Sidst men ikke mindst kunne jeg godt tænke mig, at det blev muligt at browse Apple TV's App Store via nettet. I dag kan man kun finde Apple TV-apps i App Store på Apple TV, hvilket ikke altid fungerer så glat. Blev det muligt på computeren, ville eg helst sikkert få nemmere ved at finde interessante apps.

Er der noget du savner?