Apples teknologi til trådløs streamning af eksempelvis musik eller video kaldes AirPlay. Det er en lukket teknologi, som Apple styrer, og mens Apple giver tilladelse til at producenter kan understøtte musikstream, er det indtil videre kun Apples eget Apple TV, der understøtter videostream via AirPlay.

Officielt altså. Der findes Mac-klienter, så man kan streame til Mac, og der findes også tredjeparts hardware, man kan streame til. Men det er altså ikke noget, der sker med Apples velsignelse. Typisk benytter disse tredjepartsproducenter sig at den såkaldte AirPlay Mirroring - også kaldet skærmdublering eller skærmspejling.

Der findes nemlig to typer af AirPlay. Den gamle rene AirPlay og den nyere AirPlay skærmdublering. Der er væsentlige forskelle på de to teknologier, men man kan ikke umiddelbart sige, at den ene er bedre end den anden. Det kommer helt an på, hvad man skal bruge den til.

Derfor er det også relevant, at være klar over, hvori forskellen består.

Sådan fungerer AirPlay skærmdublering

Man hører typisk, at "AirPlay skærmdublering" resulterer i dårligere kvalitet end regulær AirPlay. Dette er som regel korrekt, men er ikke nødvendigvis altid rigtigt.

I "AirPlay skærmdublering" sendes der et trådløst videosignal via WiFi til eksempelvis Apple TV. Dette er et 1:1-signal af hvad eksempelvis iPaden normalt sender til den indbyggede skærm. I teorien er der derfor ingen forskel. Man ser præcis det samme på TV'et, som på iPaden. I samme opløsning. Kvaliteten er 100% identisk, for det er samme videosignal, der bare vises på en anden skærm. Der findes dog apps, der sender et andet signal til TV'et end til skærmen. Dette er dog undtagelsen.

Når der så alligevel kan være forskelle er det fordi ens WiFi ikke altid kan følge med. Er ens trådløse net ikke hurtigt nok, falder kvaliteten. Men det er altså alene forårsaget af det tab, der sker i WiFi-leddet. Som udgangspunkt får man samme billede på TV'et, som på iPaden.

En anden faktor er, at iPadens opløsning kan være lavere end TV'ets opløsning. I såfald får man også en dårligere billedkvaliten end TV'et teknisk kan levere. Ser man eksempelvis net-TV på sin gamle iPhone, vil man få et dårligere billede ved at spejle det til Apple TV, end hvis man gør det samme fra sin nye iPad Air. Simpelthen fordi moderenhedens opløsning er lavere.

"AirPlay skærmdublering" har til gengæld den fordel, at det (næsten) altid virker. Man slår det til på systemniveau, og alt man laver på iPaden kommer op på den store skærm. Dette er perfekt, hvis man skal lave en præsentation af en iOS-app eller lignende, men kan også bruges til regulær videostream.

AirPlay skærmdublering er altså en teknolgi, der sender en kopi af iPadens videosignal til en anden skærm.

Sådan fungerer regulær AirPlay

Den gammeldags oprindelige AirPlay fungerer på en helt anden måde. Her sendes der ikke en kopi af iPadens videosignal til Apple TV-modtageren. I stedet fodres Apple TV'et med den rå ubearbejdede video. iOS-enheden er således oftest bare igangsætter. Bruger man skærmdublering vil streamet forsvinde, hvis man slukker sin iPad, for her kommer videosignalet fra iPaden. Forsvinder det, stopper forestillingen. Sådan er det ikke med AirPlay.

Ser man TV på sin iPad via en app, der understøtter AirPlay, vil det på iPaden være helt som normalt. iPaden modtager et videofeed, som tilpasses iPadens skærm og vises. Beslutter man sig for via AirPlay at se det via Apple TV, sker der noget andet. Nu sendes det rå videofeed direkte fra kilden til Apple TV'et - uden om iPaden. Det er lige præcis dét, man forstår ved AirPlay. Her sendes der ikke et bearbejdet videosignal mellem ens egne enheder. Den ene enhed (eksempelvis en iPad) sørger i stedet for, at der etableres et direkte videofeed fra kilden til den anden enhed (Apple TV). I princippet kan kilden (den rå videofil) godt ligge på ens iPad, men det er stadig selve filen og ikke det bearbejdede videosignal, der streames til Apple TV.

At Apple TV får videofeedet direkte fra kilden gør, at det ikke længere er iPadens opløsning der benyttes. I stedet tilpasses feedet til Apple TV's egen opløsning. Uanset om det er sat igang via en iPhone, en iPad eller en Mac. Derfor vil man typisk se, at kvaliteten er bedre end ved AirPlay skærmdublering. Til gengæld virker AirPlay så også kun ved afspilning af regulær video (eller musik).

AirPlay er altså en tenologi, hvor Apple TV modtager det rå videofeed, og derfor kan vise det i sin egen opløsning.

Hvad skal man vælge?

Hvilken teknologi man skal vælge, kommer helt an på, hvad formålet er.

AirPlay skærmdublering virker altid, det det sker på systemniveau (i princippet kan app-udviklere godt blokere for det via nogle beskidte tricks). Man vil altid kunne spejle sin iPads skærm til modtageren. Dette er specielt velegnet til at fremvise diverse apps, hjemmesider etc. En anden smart ting er, at man kan spejle skærmen fra to eller flere enheder på samme tid.

Almindelige AirPlay vil derimod typisk være at foretrække, hvis man ønsker den højeste kvalitet, som når man vil se film. Som sagt kræver det en direkte forbindelse til kilden, og derfor kræver det, at den pågældende app/service understøtter det. Det er ikke noget man som bruger, eller Apple for den sags skyld, kan gøre noget ved. TV-servicen skal selv vælge at understøtte et format, der virker - samt implementere funktionen i appen. Det er desværre ikke alle der gør det.

Som hovedregel kan man sige, at man skal vælge AirPlay, hvis det er muligt. Er det ikke det skal man vælge skærmspejling.

Artiklen er ajourført i februar 2016.