Hacket Apple TV kan afvikle iOS-apps i fuld opløsning. Det er lykkedes to iOS-udviklere, at hacke et anden generations Apple TV, så det kan afvikle helt almindelige iOS-apps. Det er ikke så mærkeligt som det lyder. Apple TV er bestykket med samme A4-processor som sidder i iPhone 4 og den oprindelige iPad. Med andre ord en ret kraftfuld mobilprocessor.

Apples tidligere chef, Steve Jobs, har tidligere udtalt, at en Apple TV Store kunne åbne "når tidspunktet var inde", så der er ingen tvivl om, at Apple selv har leget med tanken. Og hvorfor ikke? Det ligger lige for at lade Apple TV afvikle apps. Med et tilsluttet tastatur, vil det endda kunne gøre det ud for rigtig mange menneskers daglige computerbehov. Det er ikke mange steder man kan få noget der minder om en fuldblods computer for under 1.000 kr. En Apple TV, der kan afvikle apps vil også stå rigtigt stærk som folks anden computer i hjemmet. Det eneste der rigtigt mangler er at iOS udvides til at kunne styres med en mus og tastatur, da trykfølsomme skærme i sort format trods alt stadig lader vente på sig - og i øvrigt heller ikke altid er lige praktiske.

Hacket er ikke frigivet endnu, og om det sker vides heller ikke, men det er bestemt ikke utænkeligt. Man kan også sagtens forestille sig, at der vil blive udviklet jailbreak-apps specifikt til Apple TV og de muligheder det giver i forhold til iOS-enhederme.