Som vi tidligere har omtalt på iPadguide, benytter Apple en speciel slags glas kaldet Gorilla-glass i deres iOS enheder (læs artikel). Ifølge producenten er det markedets stærkeste glas. Det er omkring 1 mm tykt og kan holde til forbavsende meget, hvilket fremgår af en video i artiklen på iPadguide - og i videoen herover også.

Nu er firmaet bag glasset, så klar med Gorilla Glass 2, som de har præsenteret på forbrugerelektronikmessen, CES, der afholdes netop nu. Gorilla glass 2er mindst lige så stærkt som det oprindelige, men 20% tyndere. Det vil sige 0,8 mm. Med glas på begge sider betyder det altså, at Apple kan gøre iPhonen 0,4 mmm tyndere - eller putte mere elektronik i uden at iPhonen bliver større. Da den nuværende iPhone er 9,3 mm tynd betyder det en reducering på omkring 5%. Det er selvfølgelig ikke alverden, men lidt har også ret.