Google er så småt ved at være klar med en nyt styresystem til smartphones og dermed et alternativ til Googles eget Android-styresystem. Android er baseret på en Linux-kerne og har dermed været med til at gøre Linux til verdens mest udbredte styresystem bare under et andet navn. Måske er det ved at skifte.

Styresystemet hedder indtil videre Fuchsia og er netop blevet lagt ud i første udgave med en grafisk brugergrænseflade på Github. Det mest interessante er at kernen altså ikke er baseret på Linux. Det kan der være flere grunde til. En af dem er at Androids nuværende Linux-kerne er af ældre dato og at systemet slet ikke er fuldt med tiden. Blandt er den meget kompleks da den skal favne bredt, og derfor i virkeligheden ikke er optimeret ret godt.

I miljøet omkring Android har der ikke været gjort noget for at skifte til en nyere Linux-kerne. Måske mener Google at det er på tide at komme videre. De kunne have valgt at basere Fuchsia på en nyere Linux-kerne - det har Samsungs eksempelvis gjort med deres Tizen-styresystem - men Google har altså valgt at gå helt egne veje og starte fra bunden. Det giver mere kontrol og ensretning og ikke mindst mulighed for at designe kernen fra bunden til mobile enheder, der slet ikke var tænkt på da Linux blev født.

Ny brugergrænseflade

Fuchsia indeholder en ny brugergrænseflade kaldet Armadillo. En interessant detalje ved Armadillo er, at hjemmeskærmen er vindue-baseret som vi kender det fra computere og har én lang side man kan scrolle op og ned - som man kender fra de fleste hjemmesider. Indtil videre er det dog mest fyldt med placeholders, så der mangler en del endnu før det er klart.

Hvis man har mod på det, kan man allerede nu installere Fuchsia på en Android-mobil. Det er dog meget langt fra at være klar til brug, så med mindre man virkelig er interesseret i at rode med tingene, bør man nok ikke gøre det.

Det er svært at komme med et gæt på en regulær frigivelse, men der går formodentligt flere år, før Fuchsia er klar til brug i stor stil. Et forsigtigt gæt kunne være i 2020, men det er også muligt at Google ender med at lægge det hele ned inden da.