Microsofts Siri-pendant, TellMe, er ikke helt skarp. Det kniber ganske enkelt med, at TellMe forstår hvad man siger. Det kan føre til morsomme situationer, som videoen herover viser.

Den er lagt på nettet af den engelsktalende journalist Jason Cartwright. Han har testet Siri og TellMe side om side. Og hvor Siri får fat i det hele, kniber det lidt mere med TellMe.

Kravene til sprogbruget her på siden forhindrer mig i at skrive hvad TellMe tror Cartwright siger, når han forsøger at notere et møde dagen efter klokken 10. "Create a meeting at 10 a.m.".

Resultatet er at Siri noterer mødet, mens TellMe sender det opfattede til Microsofts søgemaskine bing, som blandt andet kvitterer med en artikel omhandlende Singapores swingermiljø. Forklar lige den til din chef.

Microsoft har ellers hævdet, at Siri ikke var noget særligt: "Microsoft har haft en tilsvarende mulighed i Windows Phone i mere end et år... Alt sammen er der allerede, [og har været] fuldt funktionelt i årevis." Den lader vi lige stå - eller noget.

God weekend.