Der er nok ikke ret mange af Apple TV Guides læsere, der kan sige sig fri for at have læst eller hørt om spekulationerne og rygterne om at Apple skulle være i gang med at udvikle et TV med indbygget Apple TV. Det har været et af de hotteste emner siden Apples sidste store produktintroduktion, iPaden i 2010. Specielt i sidste halvdel af sidste år har rygterne taget fat i en grad, så de af mange betragtes som værende fakta. Folk vil blive skuffede, hvis Apple ikke lancerer et TV i løbet af 2012.

Steve havde løsningen - men er løsningen den vi tror?

Steve Jobs har da også med henvisning til Siri udtalt, at han endelig havde knækket nødden i forhold til, hvordan et Apple fjernsyn skulle laves. Hvilket er blevet betragtet som den sidste afgørende bekræftelse på, at Apple er i gang. Men hvad nu hvis det slet ikke forholder sig sådan? Kunne det ikke tænkes, at Apples planer går i en helt anden retning?

Hverken Apple TV eller et Apple fjernsyn er ideelt

Der er ingen tvivl om, at Apple har de tekniske- og innovationsmæssige kompetencer til at udvikle et TV, der vil ændre branchen radikalt, og at Apple har leget med tanken - også i praksis. Men vil de gøre det? Selvom TV-markedet er enormt, er mekanismerne en hel del anderledes end i IT-branchen. De fleste familier har godt nok oftest flere fjernsyn i huset, men de udskiftes ikke i samme takt som computere og ikke mindst telefoner. Mange har endda deres TV for livet. Det kan man selvfølgelig lave om på ved at presse mere og mere innovative produkter på gaden, men prisen vil altid lægge en dæmper på lysten. Et er at skifte en iPhone til nogle tusinde hver år, noget andet et TV til 20.000 kroner. Netop dette er årsagen til at Apple er gået boksvejen med Apple TV. Den er billig og kan bruges med samtlige TV man kan købe i butikkerne. Hvad er problemet?

Hele dynen i en boks

Problemet er, at det er meget mere Apple-agtigt at hele dynen er samlet i én boks. Når man køber et tænkt Apple fjernsyn er der i kassen kun et TV, et netkabel og en fjernbetjening med én knap. Man sætter det sammen, tænder og opsætningen foregår som en leg. Det er denne logiske tanke, der står fadder til alle spekulationerne omkring et Apple-fjernsyn. Jeg er sådan set helt enig i, at det sagtens kan blive sådan, men der er også en anden mulighed.

Chip til indbygning

Kunne man tænke sig, at Apples integration ikke består i at producere sit eget TV, men i at lancere en chip, som andre producenter kan indbygge i deres TV? Kort sagt den samme hardware som i den nuværende (eller en fremtidig) Apple TV, men uden boksen og beregnet til indbygning i andre producenters TV fra fabrikkens side. At Apple TV simpelthen bliver et styresystem til fjernsyn af alle mærker. Resultatet er det samme som hvis Apple selv producerer TVet. Det hele bliver alt-i-et og Apple får kontrol over opsætning og hvad der vises på skærmen. En udvidet slags AirPlay kunne man også kalde det, bare meget bedre integreret. Hvis producenterne tager ideen til sig, og hvorfor skulle de ikke det, de kører jo med hver deres styresystem nærmest fra model til model, det ene dårligere end det andet, så kan Apple tilføj rigtigt mange millioner flere enheder til deres økosystem.

Fordele for alle parter

Fordelene er til at se for alle parter. Producenterne kan producere sig om det de er bedst til; at lave hardware og lade resten være op til Apple. Branchen får er standardiseret styresystem på tværs af producenter og modeller, og Apple får flere brugere ind i folden. Apple får dog ikke den direkte kontrol over apparatets fremtræden, men da de fleste TV i forvejen er minimalistiske og ensartede, burde det ikke spille den helt store rolle. Det er hvad der vises på skærmen, der betyder noget, og der får Apple fuld kontrol.

Jeg kunne blive ved med at komme med gode argumenter, og også sagtens argumenter der peger i den modsatte retning, men det vil jeg ikke gå mere i detaljer med. Min pointe er, at der faktisk findes et alternativ til et Apple-fjernsyn, selv hvis mantraet er alt-i-et-boksen.