WattUp, Energous' banebrydende teknologi til trådløs opladning over flere meter, ser ud til at være klar til at komme på markedet. Det fortæller firmaets CEO Steve Rizzone til The Verge. Han kommer også med endnu et kraftigt hint om, at det er i Apples produkter det kommer til at ske.

Teknologien kan via radiobølger oplade enheder op til 4-5 meter væk via en slags router der fungerer som sender. I modtagerenhederne, eksempelvis en iPhone, sidder der mikroantenner, der opfanger radiobølgerne og fylder energien på enhedens batteri. I lighed med Wi-Fi falder effektiviteten jo længere væk fra routeren man kommer, og jo flere enheder der bruges på samme tid.

Læs mere om hvordan WattUp-teknologien virker her: Dette kunne være Apples nye teknologi til trådløs opladning

Kraftigt hint om at Apple er den hemmelige partner

Det vides ikke med sikkerhed, hvem Energous arbejder sammen med, men der har været rigeligt med hints der peger i Apples retning. Tidligere har Energous meldt ud at de arbejdede sammen med en af verdens fem største forbrugerelektronikfirmaer om trådløs opladning af telefoner. Nu gør Steve Rizzone det endnu mere tydeligt. Til The Verge siger han: "Jeg kan ikke fortælle dig hvem det er, men jeg kan næsten garantere, at du har produkter fra dette firmaer på dig, stående på dit skrivebord, eller i hjemmet." Uden at skulle gå alt for meget i dybden, kan det næsten ikke være andre end Apple, han taler om.

Alt tyder altså på, at Apple vil lancere en iPhone med trådløs opladningsteknologi i løbet af året. Derudover kommer teknologien formodentligt i en række relaterede produkter. Det kunne være Apples trådløse tastaturer og mus eller indbygget i Apples Macs eller AirPort-enheder, der derved kan fungere som opladeenheder. Hvis teknologien virker som lovet, vil det betyde en gennemgribende forandring af stort set alle Apples produkter som vi kender dem i dag. Det er dog ikke alle der tror på konceptet. I flere kritiske artikler er det blevet påpeget at Energous måske er lige optimistiske nok, når de fortæller om teknologiens muligheder, og at der er nogle teoretiske grænser for hvor effektivt det kan fungere.

I virkeligheden er der ikke så meget andet at gøre end at vente på at Apple - eller en anden - lancerer de første produkter med teknologien indbygget.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.